Disse tre glasgenstande vidner om den sikre formsans og de raffinerede teknikker, som antikkens glasmestre beherskede. Tv. en knap 6,6 cm høj salvekrukke, aryballos af kerneformet glas, udført i det østlige Middelhavsområde og dateret til 600-300 f.Kr. Skålen i midten er udført i mosaikglas, hvor glasbånd er smeltet sammen til en cirkelformet plade, som er presset ned over en hvælvet form; den 6,5 cm høje skål er sandsynligvis fra Italien og udført i 1. årh. f.Kr.-1. årh. e.Kr. Th. en lille mundblæst krukke, 7,8 cm høj, med pålagte tråde i siksakmønster, udført i 300-400-t. i det østlige Middelhavsområde. Alle tre findes på Nationalmuseet.

.

Allerede omkring 4000 f.v.t. kendte man keramiske glasurer, hvor der benyttedes samme materialer som til fremstilling af glas. Kunsten at lave glas opstod dog først i Nærorienten omkring 2500 f.v.t., i begyndelsen kun til smykker og dekorationsplader.

Ca. 1500 f.v.t. begyndte en egentlig glasproduktion; på grund af den langsommelige arbejdsproces var glasvarer kostbare og derfor forbeholdt de rigeste. De tidligste glasvaser blev fremstillet som kerneformet glas, hvor glastråde blev viklet om en kerne på en jernstang og opvarmet.

En anden tidlig metode er glas fremstillet i støbeform. I hellenistisk tid fra ca. 300 f.v.t. opstod en blomstrende glasindustri i Syrien og Egypten. Ud over de nævnte teknikker blev der også lavet glas presset over form, mosaikglas og glas i kaméteknik, hvor figurer i lyst glas anbringes på mørk, oftest blå baggrund.

Et pragtstykke i denne teknik er Portland-vasen fra 1. årh. e.v.t. (British Museum, London). Ved at smelte glas ved højere temperaturer blev det nu også muligt at fremstille klart glas.

I midten af 1. årh. f.v.t. blev glasblæsning opfundet i Syrien, og glas kunne nu fremstilles hurtigt og i mængder, så det blev billigt at anskaffe. Fra Syrien spredte glaspustningen sig til Italien, der allerede under kejser Augustus blev et førende produktionssted.

Fra Italien spredte produktionen i glashytter sig til hele det romerske imperium, hvor især Gallien og Rhinområdet, med Köln som centrum, fik en betydelig glasindustri.

Herfra eksporteredes store mængder, hvoraf nogle kom til Danmark. Raffinerede teknikker blev taget i brug såsom glas blæst i form, glas omviklet med glastråde, guldglas (to lag glas med bladguld imellem) samt diatretglas, hvor en tyk glasvæg ved hjælp af skæring, snitning og boring blev delt i en ydre, mønstret del og et indre bæger, kun forbundet af smalle tværstykker.

Glasproduktionen fortsatte uændret i Det Byzantinske Rige, hvorimod den i Gallien og Rhinlandet kun videreførtes i små isolerede glashytter.

Middelalder og renæssance

I antikken havde man i alt væsentligt fundet den teknik og udviklet det håndværk, som blev grundlag for glaskunsten helt frem til nutiden. Middelalderen var kvantitativt og kvalitativt en nedgangstid for glasset, selvom en ikke ubetydelig produktion blev fortsat i flere af de områder, hvor romerne havde blæst glas.

Frankerne havde glashytter i det nuværende nordøstlige Frankrig og østligste Belgien, og frankerglassene eksporteredes i et vist omfang nordover. Fra det frankiske område spredtes glasfremstillingen i senmiddelalderen til skovhøjene i Spessart, Thüringen og Bøhmen og fra 1500-tallet tilHessen, som blev et af udgangspunkterne for den fra begyndelsen sporadiske glasfremstilling i Nordeuropa.

Glassene var oftest grove, urene i glasmassen og grønlige. Ud fra fremstillingslokaliteterne benævntes de Waldglas 'skovglas'. I det traditionelle glasområde langs det østlige Middelhav fortsattes samtidig en glasproduktion på et højere kvalitetsniveau, der efterhånden spredtes østover.

Med Islams fremtrængen mod vest fik glasmagerne i Europa nye bestillinger på emaljedekorerede lamper til moskéer og paladser, men også monokrome glas og glas med sleben dekoration findes fra området.

Venedig

Syrien og senere Egypten var igen, som i oldtiden, centre for en glasproduktion, der blev en vigtig forudsætning for den glaskunst, som fra 1400-tallet blomstrede i Venedig. Her havde man allerede flere hundrede år tidligere begyndt opbygningen af en glasindustri på øen Murano. Gennem 1500- og 1600-tallet kom venetiansk glaskunst til at stå som helt dominerende i Europa med forfinede teknikker som fx kniplingsagtige mønstre af hvide tråde i det klare, tyndvæggede glas.

Glasmagerne havde i Venedig høj social status, men samtidig forbud mod at stille deres kundskaber til rådighed for steder uden for republikken. Det kunne dog ikke håndhæves fuldt ud.

Allerede i 1500-tallet blev der oprettet glashytter, som arbejdede i venetiansk stil, især i Nederlandene og tilmed i Norden. Astronomen Tycho Brahe fortæller, at der i 1570'erne blev skabt glas, skønne som de venetianske, hos onklen Steen Bille, lensmand på Herrevad Kloster i Skåne; glashytten lå formentlig oppe på Söderåsen ved lokaliteten Konga, og mesteren hed Federico Warisco, kaldet Veneziano.

Der kendes senere glas fra hans hånd udført i Kassel, og de er næsten rent venetianske af udseende.

Skandinavien og Tyskland

Blümergläser 'Blomsterglas', udført 1896 efter tegning af den tyske grafiker og kunsthåndværker Karl Köpping; Kunstindustrimuseet. Med de langt udtrukne tråde er glassets muligheder udnyttet til det yderste; farverne, der glider over i hinanden, er inspireret af keramiske glasurer fra Japan.

.

Før og navnlig efter dette venetianske mellemspil blev der om sommeren arbejdet i skovglashytter forskellige steder i Østjylland, bl.a. ved Ry, og måske i Halland. Men det skovfattige Danmark kunne ikke opretholde en glasproduktion før langt senere. Omkring 1700 havde stil og teknik ændret sig. Centrum for glasfremstillingen blev nu især Centraleuropa: de bøhmiske randbjerge og områder lidt længere mod nord.

Det blev en periode med mere tunge glas — pokaler i en klar, ofte lidt robust glasmasse, der lod sig slibe eller dekorere med den glasgravering, som blev typisk for 1700-tallet.

Kunstneriske højdepunkter nåedes i Schlesien, Sachsen og Brandenburg foruden Bøhmen. Glassene blev ofte produceret ét sted og senere graveret dér, hvor de blev solgt.

Derved skabtes lejlighedsvis fremragende glaskunst i København, fx omkring midten af 1700-tallet, da den schlesiske glasgravør Heinrich Gottlieb Køhler arbejdede her. Han rejste senere til Nøstetangen i Sydnorge, hvor en glashytte var blevet grundlagt i 1740'erne for at producere finere brugsglas til dækning af et behov i Danmark og Norge.

Industrialisering

Glasbillede af den danske glaskunstner Micha Maria Karlslund: Vaterland/I see Houses Burning/I feel Ashamed/Ildspåsættelse. Er udført i 1993 og er på Glasmuseet i Ebeltoft.

.

I 1800-tallet blev glasfremstillingen mere industrialiseret, flyttedes fra skovhøjderne ned i dalene og spredtes over det meste af Europa. Bøhmen og Frankrig/Belgien var stadig betydelige centre, men England/Irland blev også fremtrædende med tidens tunge, dybt slebne krystalglas.

I Danmark begyndte Holmegaards Glasværker produktionen i 1825, Kastrup Glasværk i 1847. Omkring 1900 opstod en egentlig kunstglasproduktion, især præget af franskmanden Émile Gallé efterfulgt af René Lalique, brødrene Daum og i USA Louis C. Tiffany. I Venedig har især Paolo Venini udviklet en moderne glaskunst.

Frem til efter midten af 1900-tallet havde glaskunsten sin plads som en del af glasindustrien, ofte med fremragende resultat, fx i Sverige, hvor glasværkerne Orrefors, Kosta og Boda har beskæftiget formgivere som Simon Gate og Edward Hald, Erik Höglund og Bertil Vallien.

I Finland har Kaj Franck og Alvar Aalto, Tapio Wirkkala og Timo Sarpaneva været blandt de fremmeste glaskunstnere. På Holmegaard lagde man sig tæt på de svenske forbilleder, men fra 1928 fornyede designeren Jacob E. Bang produktionen. Ved hans afgang i begyndelsen af 1940'erne trådte Per Lütken til, senere efterfulgt af Michael Bang.

Fra 1960'erne opstod langsomt muligheden for at fremstille glas i små værksteder, først i USA med Harvey Littleton som pioner, senere fra 1970'erne i Europa.

I Danmark, hvor Finn Lynggaard begyndte i 1972, er der nu ca. 25 såkaldte studioglashytter. Her arbejder bl.a. Anja Kjær (f. 1956) og Darryle Hinz (f. 1949), Else Leth Nissen (f. 1949), Tchai Munch (f. 1954), Skak Snitker (f. 1948), Torben Jørgensen (f. 1945) og Per-René Larsen (f. 1949) med både brugs- og kunstglas; Bente Bonné har især dyrket glasgravering og glasskulptur.

I 1986 åbnede Glasmuseet i Ebeltoft, baseret på bl.a. Finn Lynggaards samling af nutidige glas; museet er — også internationalt — blevet et væsentligt sted for præsentationen af moderne glaskunst.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig