Iktinos, virksom i 400-tallet f.Kr., græsk arkitekt. Iktinos er en af antikkens mest berømte arkitekter.

Hovedværket, Parthenon på Athens Akropolis, opførte han 447-432 f.Kr. i samarbejde med Fidias og Kallikrates.

I antikke kilder omtales han desuden som arkitekt for Demetertemplet (Telesterion) i Eleusis (ca. 440 f.Kr.) og Apollontemplet i Bassai (ca. 420 f.Kr.). I alle tre bygninger vidner planløsningerne om Iktinos' bestræbelser på at skabe interessante og velfungerende rum til afløsning for den konventionelle opdeling af tempelrummet i tre smalle skibe.

Iktinos gennemførte en opblødning af den strenge doriske arkitektur, bl.a. ved at indføre træk fra den joniske arkitektur, og han menes at være den første, der gjorde brug af den korinthiske søjleorden.

Hans bygninger er karakteriseret af en enestående høj håndværksmæssig standard samt en rig brug af skulpturudsmykning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig