Tapa, (af polynesisk opr.), bark- eller bastklæde i Stillehavsområdet, se basttøj. På det bløde, lyse klæde males eller trykkes der ofte mønstre og motiver. Tapa anvendtes traditionelt til beklædning, masker, måtter, sengetøj m.m. De fineste former tilhørte høvdingefamilier i fx Fiji, Samoa, Tonga og Hawaii.