Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

primitivisme

Oprindelig forfatter MWiv Seneste forfatter Redaktionen

primitivisme, (af lat. primitivus, af primus 'første', og -isme), udtryksformer i 1900-t.s europæiske og amerikanske billedkunst, udviklet som fortolkninger af stiltræk og formsprog i naturfolks kunst. Især den afrikanske kunst har givet inspiration, men også kunsten fra Oceanien og Syd- og Nordamerika har spillet en væsentlig rolle. Henri Matisse, Maurice Vlaminck og Picasso var blandt de første, der omkring 1905 optog primitivistiske træk i deres kunst. Kubismen blev skabt med afsæt i især afrikansk kunst, mens den tyske ekspressionisme, repræsenteret af bl.a. Emil Nolde, E.L. Kirchner og Max Pechstein, var inspireret af kunsten fra både Afrika og Oceanien. Flere af de danske Cobramalere arbejdede ud fra inspiration fra især masker fra Oceanien, som kom til Danmark med Monsunekspeditionen i 1937. Kubisternes anvendelse af afrikansk kunst havde en mere intellektuel karakter end ekspressionisternes. De benyttede den til det dristige stilistiske og formmæssige brud med naturalismen, mens de tyske ekspressionister var mere optaget af det eksotiske, den oprindelige, primitive livsstil, uberørt af vestlig civilisation. Se også eksotisme.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Wivel: primitivisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=145126