Inden for Andeskulturerne har man haft holdbare materialer som sten og metal at arbejde med, og bevaringsforholdene langs den ørkenprægede kyst har sikret lang levetid for selv skrøbeligt materiale. Det østlige Sydamerikas lavlandskulturer havde derimod hverken natur- eller kulturbetingelser, der har efterladt os væsentlige spor. Der er derfor tale om et arkæologisk og rent indiansk materiale fra Andes, mens kunsten fra resten af kontinentet hidrører fra 1900-tallets etnografiske indsamlinger.

De ældste kunstgenstande fra Andeskulturerne, der påkalder sig opmærksomhed, er de talrige figuriner af brændt ler fra Valdivia på Ecuadors kyst fra ca. 3000 f.v.t. Omkring 2000 år senere fremstillede man fra samme område små tenvægte af ler med indridsede fugle- og fiskemotiver i stilistisk forenkling. I Peru finder man eksempler på Andescivilisationernes foretrukne medier, lerkar og tekstiler. Mesterskabet er synligt allerede i Chavínkulturen fra ca. 1000 f.v.t., der både i arkitektur og stenskulptur demonstrerer et monumentalt nybrud.

Her udvikledes også en uovertruffen plastisk keramik, der stadig 1000 år senere satte sine spor, bl.a. i kystkulturen Mochicas polykrome figurkrukker med den karakteristiske bøjletud. Fra Perus sydlige kyst ved Paracas har man velbevarede tekstilfund, ca. 2000 år gamle, hvis tekniske og kunstneriske finesse er uovertruffen. Stilen er let genkendelig med polykrome, synkoperede gentagelser af monstrøse væsener fra en mytisk fortid. Disse regionale kulturer viser en kunstnerisk blomstring, som Inkaimperiet slet ikke kunne leve op til. I kunstnerisk særklasse er også guldsmedekunsten fra det nordlige Andes, der blomstrede i tiden 500-1000 e.v.t.

Et af de få steder, hvor man skimter en direkte forbindelse mellem andin forhistorie og nutidens lavlandskulturer, er hos kunafolket i det østlige Panama, hvor kvinderne stadig pryder sig med næsesmykker af guld. I dag er dette selvstændige indianerfolks mest markante kunstneriske udtryk dog at finde i molas, dvs. rektangulære farvestrålende bomuldsstykker, der sys på kvindernes bluser. Den visuelle kunst i Amazonområdet har mest præg af god design, og der er som regel tale om brugsgenstande. Dette er også tilfældet med den aktuelle kunstudøvelse i Andes. Mange steder findes keramiske traditioner af høj standard, fx i det østlige Peru med shipiboindianernes dekorative abstraktioner på gravurner og drikkeskåle.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig