Eksotisme, inden for kunst- og kulturhistorien imitation af elementer fra andre kulturer, som er fremmedartede eller fjerne i tid og sted i forhold til den hjemlige tradition; disse kulturer er ikke begrænset til klimatisk varme områder, således som det oftest hidtil har været tilfældet. Der må sondres mellem at søge inspiration og at udføre ren imitation af den fremmedartede kultur eller kunst. Desuden skelner man mellem ægte eksotisme og interesse for en kultur, hvorpå den hjemlige tradition er baseret. I fx Pompeji kan tilstedeværelsen af en indisk statuette korrekt tilskrives eksotisme, men det samme gælder ikke en lokal kopi af et berømt græsk maleri, fordi græsk kunst er grundlaget for kunsten i Pompeji. Se primitivisme.