Seagram Building, kontorhus i New York, opført 1954-58 for Distillers Corporation Seagram Limited af Ludwig Mies van der Rohe og Philip Johnson. Den 39 etager høje Seagram Building, der ligger tilbagetrukket fra gaden, er et af modernismens hovedværker og har givet inspiration til mange senere bygninger. Mies van der Rohe perfektionerede den rene bygningsblok med en klassiciserende, vertikal behandling af curtain wall-facaderne i bronzeprofiler og glas.