Chiles førkoloniale befolkning var under indflydelse af Tiahuanaco-civilisationen og senere af inkaerne. I syd dominerede araukanerne, der har efterladt hulemalerier, rituelle masker, knive, krukker samt enkle stenskulpturer. På Påskeøen, hvis kultur havde forbindelse med den polynesiske, findes gådefulde 3-15 m høje menneskehoveder, udhugget i vulkansk sten.

Hyppige jordskælv har ødelagt mange af kolonitidens bygningsværker, fx Santiagos første katedral. Efter jordskælvet 1647 blev byen genopbygget i en enkel spansk-amerikansk stil med huse med små indre gårde. Kun renæssancekirken San Francisco fra 1600-tallet har bevaret sin oprindelige udformning. Italieneren Joaquin Toesca (1745-1799) indførte en nyklassicistisk stil i bl.a. præsidentpaladset Casa de la Moneda i Santiago.

Den nationale malerkunst indledtes af José Gil de Castro (1785-1841) under uafhængighedsperioden efter 1818. I 1930'erne dannedes den impressionistiske kunstnergruppe Montparnasse, men først med surrealisten Roberto Matta vandt Chiles moderne kunst internationalt ry. I nyere tid kan man fremhæve malerne Claudio Bravo (1936-2011) og Gonzalo Díaz (f. 1947) samt konceptkunstnerne Eugenio Dittborn (f. 1943) og Alfredo Jaar (f. 1956).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig