• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bondegård

Oprindelig forfatter JGan Seneste forfatter Redaktionen

bondegård, gård på landet med avlsbygninger. Den danske gård består som regel af flere længer med en gårdsplads imellem.

Kun på de sydfynske øer og i det østlige Nordslesvig har enlængede gårde haft betydelig udbredelse.

Gårdens størrelse og antallet af længer bestemmes af avlingen og driftsformen.

Annonce

Firelængede gårde er karakteristiske for Sjælland, Fyn og Østjylland; på Fyn er længerne sammenbyggede, men stuehuset er fritliggende.

Parallelgården var almindelig som småejendom nord for Limfjorden og i den nordlige del af Ringkøbing Amt. Den havde stald og lade i én bygning og stuehus i den parallelle, altid med gavl i vest-øst.

Saksergården var en stor, bred, treskibet bygning med stald og lade i den ene ende og bolig i den anden. Den var udbredt i Slesvig-Holsten, men ikke i det nuværende Danmark. En særlig type var de kompakte, ofte meget store haubarger i Østslesvig. Bolig, stald og laderum var samlet under et højt, fælles tag båret af fire søjler, der dannede et laderum i midten af huset.

Bondegård. Denne firelængede stråtækte bindingsværksgård på Frilandsmuseet i Sorgenfri stammer fra True ved Århus. I slutningen af 1600-t. bestod den kun af tre længer: stuehuset mod nord, en lade mod vest og en stald mod øst. Disse bygninger blev senere udvidet, og med sydlængen fra før 1783 blev anlægget lukket omkring gårdspladsen. Stuehuset rummer boligen. I vestlængen findes lo til tærskning og lade til opbevaring af kornet, i østlængen er der kostald, foderlo og vognport samt karlekammer og værksted til træarbejde. Sydlængen rummer hestestald, og her findes også gårdens gadeport.

Bondegård. Denne firelængede stråtækte bindingsværksgård på Frilandsmuseet i Sorgenfri stammer fra True ved Århus. I slutningen af 1600-t. bestod den kun af tre længer: stuehuset mod nord, en lade mod vest og en stald mod øst. Disse bygninger blev senere udvidet, og med sydlængen fra før 1783 blev anlægget lukket omkring gårdspladsen. Stuehuset rummer boligen. I vestlængen findes lo til tærskning og lade til opbevaring af kornet, i østlængen er der kostald, foderlo og vognport samt karlekammer og værksted til træarbejde. Sydlængen rummer hestestald, og her findes også gårdens gadeport.

Bondegården bestod af stald, lo, lade, bolig og et antal rum til tjenestefolk. Mens de første i store træk var ens i hele landet, var boligen forskellig fra egn til egn.

På Sjælland bestod boligen af forstue med ildsted og af dagligstue, evt. også kammer og øverstestue. På Fyn og i Østjylland indeholdt den forstue eller yderstestue, køkkenstue, bryggers, storstue eller overstue.

Ildstedets type og placering har været brugt til at karakterisere hustyperne. Ovnhuset hørte til øst for Storebælt og i Jylland nord for Århus-Ringkøbing. Det havde en bilæggerovn i stuen, som fyredes fra køkkenildstedet i forstuen. Røgovnen var af centraleuropæisk oprindelse og kom til Danmark i middelalderen. Bilæggeren var muret eller i løbet af 1600-t. af støbejern.

I Østdanmark var ildsteder, køkken, kamin, bryggers og maltkølle placeret omkring samme skorsten. På Lolland, Bornholm og i Nørrejylland var der som regel to skorstene, en til køkken/ovn og en til bryggers. Kaminhuset fandtes i resten af Jylland og på Fyn. Her var ildstedet en kamin i stuen, der som regel også blev brugt til køkkenildsted om vinteren, mens bryggerset blev brugt om sommeren.

Efter udskiftningen fra 1790'erne tilføjedes ofte nye elementer til boligen, fx korshuse til sommerstue eller aftægtsrum. I samme periode sammenbyggedes mange gårde, og den typiske danske firelængede gård blev dannet. Gårdbyggeriet efter ca. 1870 optog tidens arkitekturstrømninger, og egnspræget forsvandt, mens økonomien i høj grad bestemte omfanget og udformningen af gårdene.

Hvor håndværkere eller bonden selv havde fået stilelementer med fra fx højskoleophold, kan der dog fortsat spores lokale tendenser, som kommer til udtryk i den dekorative udsmykning af ladens gavle eller stuehusets facade. Med udstykningen af lensejendommen omkring 1920 vandt vinkelgården indpas blandt småejendommene.

Bondegårdens byggematerialer var indtil anden halvdel af 1800-t. overvejende bindingsværk. I det træfattige Syd-, Vest- og Nordjylland optrådte grundmurede bondehuse allerede i 1700-t.; i samme område var mange småhuse endnu omkring 1900 bygget i en blanding af bindingsværk, tørvevægge og markstensvægge.

Normalt var væggene kalkede, men i Syd- og Vestjylland stod murværket blankt, som regel opført af mørkerøde hollandske teglsten. Om farvesætningens egnsvariation, se bindingsværk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Ganshorn: bondegård i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49435