Francesco di Giorgio Martini, 1439-1501/1502, italiensk arkitekt, ingeniør, billedhugger og maler, født i Siena, men også virksom i bl.a. Urbino, Milano og Napoli. I Siena opførte han kirken San Francesco og tegnede modellen til domkirkens kor; i Urbino virkede han som fæstningsarkitekt for hertug Federigo da Montefeltro. I afhandlingen Trattato dell' architettura civile e militare kan hans interesse for Vitruvius aflæses. Francesco lærte Leonardo da Vinci at kende i Milano i 1490.

Som maler og billedhugger er Francesco di Giorgio Martini påvirket af fødebyen Sienas forfinede kunst isprængt florentinske islæt, fx i Bebudelsen (1470, Pinacoteca Nazionale i Siena) med dets sarte kolorit, langstrakte figurer og fantasifulde perspektiv. Et relief som Hudflettelsen (ca. 1480, Galleria Nazionale i Perugia) viser en skitseagtig modellering, der minder om Donatellos alderdomsstil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig