Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Francesco di Giorgio Martini

Oprindelige forfattere GWith og Ohrt Seneste forfatter Redaktionen

Francesco di Giorgio Martini, 1439-1501/1502, italiensk arkitekt, ingeniør, billedhugger og maler, født i Siena, men også virksom i bl.a. Urbino, Milano og Napoli. I Siena opførte han kirken San Francesco og tegnede modellen til domkirkens kor; i Urbino virkede han som fæstningsarkitekt for hertug Federigo da Montefeltro. I afhandlingen Trattato dell' architettura civile e militare kan hans interesse for Vitruvius aflæses. Francesco lærte Leonardo da Vinci at kende i Milano i 1490.

Som maler og billedhugger er Francesco di Giorgio Martini påvirket af fødebyen Sienas forfinede kunst isprængt florentinske islæt, fx i Bebudelsen (1470, Pinacoteca Nazionale i Siena) med dets sarte kolorit, langstrakte figurer og fantasifulde perspektiv. Et relief som Hudflettelsen (ca. 1480, Galleria Nazionale i Perugia) viser en skitseagtig modellering, der minder om Donatellos alderdomsstil.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gertrud With, Nils Ohrt: Francesco di Giorgio Martini i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79232