W.F. von Platen, Wilhelm Friedrich von Platen, 1667-1732, dansk overbygningsdirektør og hofmarskal. Efter en kongeligt betalt uddannelsesrejse 1699-1702 til bl.a. Rom og Paris blev von Platen chef for den kongelige bygningsadministration under Frederik 4. Han forestod bl.a. byggearbejder på Frederiksberg Slot, Operahuset (Østre Landsret) og Staldmestergården i København, bistået af de kongelige bygmestre (bl.a. Ernst Brandenburger, J.C. Ernst og Christof Marselis) og andre kunstnere. Derimod virkede han formentlig ikke som selvstændig arkitekt. 1706-16 var von Platen tillige hofmarskal, derefter amtmand i Sønderborg.