Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Theophilus Hansen

Oprindelig forfatter IHaug Seneste forfatter Redaktionen

Athen. Universitetet (1839-89) i midten er tegnet af Christian Hansen. Tv. herfor ligger nationalbiblioteket (1885-92) og th. akademiet, begge tegnet af broderen Theophilus Hansen. På fotografiet fra midten af 1990'erne er det tyske, franske og græske konsortium Olympic Metro i gang med gravearbejdet til den ny undergrundsstation Akademia på af de tre linjer i byens undergrundsbane. Gravearbejdet i er mange steder besværliggjort og forsinket pga. antikke fund.

Theophilus Hansen, Theophil Hansen, 1813-1891, dansk arkitekt. Theophilus Hansen var ligesom sin bror Christian Hansen elev af G.F. HetschKunstakademiet i København. I 1830'erne var han assistent ved Kunstakademiet og meget benyttet som designer for håndværkere.

1838 rejste Theophilus Hansen til Athen, hvor han assisterede Christian Hansen ved opførelsen af universitetsbygningen og 1842 tegnede Dimitrios' Hus (Hotel Grande Bretagne) og Observatoriet i nyklassicistisk stil.

1846 fik han tilbud om kompagniskab med arkitekten Ludwig Förster (1797-1863) i Wien. De samarbejdede til 1852 om kirken i Gumpendorf. Det prægtigt udstyrede våbenmuseum i Arsenalet i Wien, inspireret af græsk-byzantinsk arkitektur, slog Hansens navn fast som internationalt anerkendt arkitekt og designer; 1868-84 var han professor ved kunstakademiet i Wien, og 1884 blev han baron.

Annonce

Blandt Theophilus Hansens mange byggeopgaver, der også omfattede indretning og udstyr, var jagtslottet Hernstein, palæer, boligkomplekser og større bygninger i italiensk renæssancestil ved Wiens nye Ringstraße, bl.a. Musikverein (1864-69), Børsen (1869-77) og Kunstakademiet (1872-79).

Den monumentale parlamentsbygning (1874-84) er med søjlefront i græsk-klassicistisk stil, som Theophilus Hansen foretrak de senere år. Han besøgte ofte Athen, bl.a. for at tilse opførelsen af Videnskabernes Akademi (1859-87) og Nationalbiblioteket (1885-92), der sammen med Universitetet udgør den såkaldte athenertrilogi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ida Haugsted: Theophilus Hansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88837