• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nicodemus Tessin d.y.

Oprindelig forfatter ALThy Seneste forfatter Redaktionen

Kungliga slottet, som er den svenske konges officielle residens.

Kungliga slottet, som er den svenske konges officielle residens.

Nicodemus Tessin d.y., 1654-1728, svensk arkitekt, søn af Nicodemus Tessin d.æ. Som hofarkitekt fra 1676 og Överintendent fra 1697 blev Tessin den karolinske tids største og mest magtfulde svenske arkitekt. Studier i Italien 1673-78 fik stor betydning for hans stil, der er stærkt præget af romersk barok.

Efter faderens død fortsatte han arbejdet på Drottningholm (slotskirken og haveanlægget) og opførte bl.a. herregården Steninge i Uppland (1694-98), sin egen bolig Tessinska palatset i Stockholm (1696-1700) og Trefaldighetskyrkan i Karlskrona (1697-1749).

Hovedværket er Stockholms slott (1692 og 1697 ff.).

Annonce

Nicodemus Tessin d.y. udformede 1695 et projekt til højalteret i Vor Frelsers Kirke i København med en fremstilling af Jesus i Getsemane. Forbilledet for det skulpturelt udformede alter med den arkitektoniske indramning er G.L. Berninis alter i kirken SS. Domenico e Sisto i Rom. Figurerne blev udført 1697-1707 i marmor og træ af Abraham Breusegem og Emanuel Cuekelaere, og alteret stod først færdigt i en omarbejdet form i 1732 efter Tessins død. Fra dette år stammer også de seks store engle på korskranken foran alteret.

Tessin udførte tillige byplanforslag og projekter til både Amalienborg i København (1697) og Louvre i Paris (1704-06); alteret i Vor Frelsers Kirke i København (1695) samt portal (1695) og haveanlæg til herregården Clausholm skyldes også ham, ligesom det første projekt til Frederiksberg Have (1697).

Under Karl 12.s årelange fravær i krige udøvede Tessin som embedsmand en ikke ringe politisk magt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Lise Thygesen: Nicodemus Tessin d.y. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171185