Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Ludvig Engel

Oprindelig forfatter ALThy Seneste forfatter Redaktionen

Carl Ludvig Engel, 1778-1840, tysk-finsk arkitekt. Engel blev uddannet i Berlin, hvor han var studiekammerat med K.F. Schinkel, hvis nyklassicistiske arkitektur prægede ham altid. Efter en tid som stadsarkitekt i Reval (Tallinn) og et ophold i Skt. Petersborg kom han i 1816 til Helsinki som arkitekt for komitéen for byens genopbygning efter en brand i 1808. Med sine store offentlige bygninger kom han til at præge Helsinkis centrum omkring Senatstorvet, som blev et nordisk mønster for en klassicistisk by. Hovedværkerne er senatsbygningen (1818-22), universitetet (1828-32), universitetsbiblioteket (1836-45) og domkirken, Nikolajkirken (1830, fuldendt 1852 efter let ændrede planer). Han tegnede endvidere talrige kirker og herregårde m.m. i Finland.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Lise Thygesen: Carl Ludvig Engel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70837