Schloss Wiligrad

Slottets bygherre var hertug Johann Albrecht zu Mecklenburg-Schwerin (1857-1920) i tæt samarbejde med arkitekten Albrecht Haupt (1852-1932). Navnet Wiligrad stammer fra et slavisk sprog og betyder 'stor borg'. Hertugen valgte navnet inspireret af en jødisk rejsendes beretning om en stor slavisk borg omkring år 965.

Wiligrad omfatter ved siden af selve slottet med et stort midtertårn en række bygninger, der tjente praktiske formål: et maskinhus, en hestestald, en skovvilla, et pumpehus m.fl. Desuden havde slottet et anløbssted for dampskibe ved Schweriner See og en banegård, der knyttede det landlige Wiligrad til den store verden.

Typisk for historicistiske bygninger er Wiligrad asymmetrisk anlagt og kombinerer forskellige stilelementer og byggematerialer, som fx terrakotta og mursten, inspireret af engelske herresæder, og af italienske og tyske forbilleder.

Mellem 1898 og 1918 var Wiligrad et vigtigt møde-, forhandlings- og feststed for det europæiske og endog asiatiske aristokrati. Også fremtrædende politikere, forfattere og kunstnere gæstede slottet.

Efter afskaffelsen af monarkiet i 1918 åbnede i 1921 et museum, der viste udstillingsgenstande fra hertugens forskellige rejser. Hertugens arvefølger, storhertug Friedrich Franz 4., var indtil 1945 formel ejer af Wiligrad. Han vendte i 1919 tilbage fra dansk exil og boede med sin familie i andre dele af slottet. Øvrige bygninger husede i de efterfølgende to årtier en landbrugsskole og et hospice.

Schloss Wiligrad undgik større skader under 2. Verdenskrig. Efter krigen husede Wiligrad et lazaret og tyske flygtninge fra østprøjsiske områder i det nuværende Rusland og Polen. Fra 1947 tjente stedet som partiskole for det østtyske kommunistparti SED, som politiskole, som våbendepot og som feriested for politiet.

Siden den tyske genforening huser Schloss Wiligrad igen et museum, samt delstatens styrelse for pleje af kultur, mindesmærker og monumenter.

• Schwerin
• historicisme

• Hjemmeside for Schloss Wiligrad