Berliner Schloss

Berliner Schloss har aner tilbage til borganlægget Zwing Cölln ved Spree opført 1443-51 under kurfyrst Friedrich 2. Borgen var anlagt i daværende Cölln, søsterbyen til den dengang ubetydelige by Berlin. Kurfyrsten kunne med borganlægget kontrollere den vigtige handelsvej til og fra byen over Lange Brücke. Berlin og Cölln fik hver især rettigheder som købstad ca. 1230, men voksede efterhånden sammen. I 1400-tallet blev Berlin-Cölln residensby for Hohenzollerne og udviklede sig til at blive den største by i fyrstendømmet Brandenburg.

I slutningen af 1400-tallet blev Berlin kurfyrsterne af Brandenburgs hovedresidens. Som følge af den nye status lod kurfyrst Joachim 2. den gamle borg rive ned og opførte 1535-71 en slotsbygning på dens fundament under ledelse af hofbygmester Caspar Theiss (ca.1510-ca.1550). Fyrsten ønskede et repræsentativt slot med forbillede i renæssanceslottet Hartenfels i Torgau i Sachsen, et byggeri Theiss formodentlig var delagtig i.

Dette blev indledningen til udvidelser og ombygninger af Berliner Schloss generationer frem, hvor stort set enhver stilretning blev repræsenteret og hvor kurfyrste, konge og sidst kejser udstyrede slottet efter deres ønsker og behov. Det nye renæssanceslot blev centrum for hofforvaltningen og livet i byen.

Kurfyrst Friedrich Wilhelm (der grosse Kurfürst) udvidede med tårne, gavle og arkade i renæssancestil og indrettede flere af de pragtværelser, som eksisterede indtil ødelæggelserne under 2. Verdenskrig.

Den følgende kurfyrste, Friedrich 3. havde helt andre storslåede planer efter at hertugdømmet Preussen efter freden ved Oliva (1660) tilfaldt kurfyrsterne af Brandenburg. Efter lange forhandlinger blev kurfyrst Friedrich 3. kronet i Königsberg som den første konge af Preussen i 1701, under navnet Friedrich 1.

Den nye, langt højere standsposition gav grundlag for en omfattende udvidelse af slottet. Schlossbaudirektor Andreas Schlüter påbegyndte arbejdet i 1698. I 1702 leverede Schlüter udkast til et repræsentativt barokslot med fire etager omkring en kvadratisk, lukket gård, opført efter italienske forbilleder.

Med den repræsentative indre gård med markante risalitter, portaler og et storslået skulpturprogram kunne slottet tåle sammenligning med andre europæiske kongelige residenser. Mod Spree bar slottet stadig præg af Joachim 2.s renæssanceslot.

På grund af byggetekniske fejlberegninger blev Andreas Schlüter afskediget i 1706. Hans efterfølger Johann Friedrich Eosander von Göthe, Hofbaumeister fra 1699 afløste Schlüter i 1707. Han udvidede slottets omfang ved en ombygning af den ydre slotsgård, hvorved slottet fik sin endelige form.

Eosanders største bedrift er vestfacaden med den vældige triumfbueportal (mod Schlossfreiheit), inspireret af Severusbuen i Rom. I 1710 blev Berlin Haupt-und Residenzstadt i Preussen.

Imidlertid havde den efterfølgende preussiske konge Friedrich Wilhelm 1. (Soldatenkönig) andre interesser end pragtbygninger og stoppede byggeriet igen. Eosander von Göthe blev afskediget og rejste til Stockholm i 1713.

Først fra 1845 lod kong Friedrich Wilhelm 4. Schinkeleleven Friedrich August Stüler opføre den høje klassicistiske kuppel med lanterne, som en krone på Eosanders vestportal. Stülers kuppel var udført efter udkast af Karl Friedrich Schinkel.

Under det tyske kejserdømme opførtes et nationalmindesmærke for kejser Wilhelm 2. 1893-97. Efter 1. Verdenskrig og afslutningen på det preussiske monarki og kejserdømme fik slottet forskellige offentlige og museale funktioner.

Under et bombardement 3. februar 1945 udbrændte Berliner Schloss. Murene var dog relativt intakte og Andreas Schlüters repræsentative barokke pragtgård med dens skulpturer ligeledes, så en genopbygning af slottet var mulig. Allerede i 1946 kunne flere af slottets 600 værelser igen benyttes.

På SEDs 3. Parteitag i 1950 besluttedes det imidlertid at nedrive slottet, under argumentet, at bygningen var et symbol på den preussiske militaristiske arv. Sprængningen fandt sted samme år og 1. maj 1951 fik tomten navnet, "Marx-Engels-Platz".

På en del af det frigjorte terræn opførtes senere Palast der Republik 1973-76. Efter den tyske genforening blev paladset lukket på grund af asbestfare. Allerede 1991 indledtes diskussionerne om en mulig genopførelse af det barokke Berliner Schloss. Som en udløber af diskussionen opstilledes 1993-94 en slotsattrap.

1997 påbegyndtes imidlertid en asbestsanering af Palast der Republik. Men i 2003 besluttede et flertal i den tyske Bundestag sig endelig for en genopførelse af slottet. Dette efterfulgtes i 2006 af en beslutning om at nedrive DDR-paladset; nedrivningen fulgte 2006-08.

I 2008 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om genopbygningen af Berliner Schloss. 85 tegnestuer indgav forslag. Et udkast fra det italienske arkitektbureau Franco Stella blev foretrukket.

Franco Stellas udkast foreslog en rekonstruktion af det historiske barokslots ydre skal på vest, nord og sydfacaderne, mens østfacaden, der aldrig blev en del af barokkens program og stadig indtil 1945 bestod af bygninger fra renæssanceslottet, ikke skulle rekonstrueres, men skulle tilføjes en moderne facade.

Andreas Schlüters barokslots indre pragtgård med dens skulpturprogram bliver rekonstrueret, ligesom vestfacaden med Eosander von Göthes triumfbueportal samt Schlüters klassicistiske kuppel. Grundstensnedlæggelsen fandt sted i 2013. Opførelsen af slottet indledtes i 2014 med plan om færdiggørelse i 2017.

Humboldt Forum, som bliver slottets officielle betegnelse forventes indviet i 2019. Humboldt Forum er opkaldt efter forskerne, brødrene Wilhelm og Alexander von Humboldt. Med Humboldt Forum får det historiske Berlin-Mitte indenfor få år endnu et enestående internationalt centrum for kunst, kultur og videnskab tæt forbundet med det overfor liggende museumkompleks på Museumsinsel.

I samarbejde med Stiftung Preußischer Kulturbesitz vil videnskabelige samlinger fra Humboldt-Universität zu Berlin og fra Staatsbibliothek zu Berlin overgå til Humboldt Forum dvs. store samlingsbestande vender tilbage til oprindelsesstedet. Staatlichen Museen zu Berlin vil også blive repræsenteret med Ethnologisches Museum og Museum für Asiatische Kunst, der overflyttes fra Museumszentrum Dahlem.