Hampton Court Palace.

.

Hampton Court Palace, slot i byen Hampton ved Themsen ca. 20 km SV for London. Slottet blev påbegyndt i 1515 i Tudorstil som luksuriøs bolig for kardinal Thomas Wolsey. Han overdrog det i 1525 til Henrik 8., der 1531-36 udvidede bygningsanlægget med bl.a. the Great Hall i gotisk stil og the Water Gallery. Slottet blev yderligere udvidet for Vilhelm 3. af Christopher Wren 1689-1718 med et trefløjet anlæg i barokstil, placeret mod øst.

Slottet, der fungerede som kongelig residens indtil 1760, er åbent for offentligheden; det rummer bl.a. en malerisamling. I slottets barokke haveanlæg kan man bl.a. se Vilhelm 3.s og dronning Marys nyligt rekonstruerede Privy Garden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig