Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Crystal Palace

Oprindelig forfatter CaJoer Seneste forfatter Uffe Rasmussen

Drivhusbyggeren og arkitekten, Sir Joseph Paxton, stod bag opførelsen i 1851 af det mægtige Crystal Palace, der i materialevalg og udtryk stod som et monument over en ny tids maskinæstetik, en ny tids krav til formen som udtryk for funktionen. Skulpturen i forgrunden er del af det haveanlæg, der omgav kæmpedrivhuset i Sydenham syd for London.

Drivhusbyggeren og arkitekten, Sir Joseph Paxton, stod bag opførelsen i 1851 af det mægtige Crystal Palace, der i materialevalg og udtryk stod som et monument over en ny tids maskinæstetik, en ny tids krav til formen som udtryk for funktionen. Skulpturen i forgrunden er del af det haveanlæg, der omgav kæmpedrivhuset i Sydenham syd for London.

Crystal Palace, Krystalpaladset, udstillingsbygning på 70.000 m2, opført til Verdensudstillingen i London 1851. Formålet med udstillingen var at cementere Storbritanniens stilling som verdens førende nation i den industrielle revolution, og Crystal Palace blev derfor et symbol på denne førerstilling.

Annonce

Efter forslag fra dronning Victorias mand, prins Albert, blev den 560 m lange, 120 m brede og 33 m høje bygning, som var tegnet af Joseph Paxton, opført i Hyde Park.

I løbet af de fem måneder, udstillingen varede, blev den, bl.a. takket være den tids nye transportmiddel, jernbanen, besøgt af over seks millioner mennesker.

Den kæmpemæssige bygning af form som et klassisk engelsk drivhus blev opført på seks måneder af massefremstillede elementer som søjler og dragere af støbejern, tilskårne planker og maskinproduceret pladeglas.

Crystal Palace kunne derfor nemt skilles ad, og blev efter udstillingen flyttet til Londonforstaden Sydenham.

Her blev Crystal Palace et populært udflugtsmål, da det genåbnede i 1854 med en udstilling af klassisk og eksotisk kunst, sideløbende med planter fra alle egne af verden.

Bygningen kom efterfølgende til at danne ramme om så forskellige arrangementer som cirkusforestillinger, verdens første flyudstilling, motorshows og store koncerter; bl.a. var verdens største orgel placeret i det centrale tværskib.

Crystal Palace blev ødelagt af en brand i 1936.

Læs mere om verdensudstillinger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Caspar Jørgensen: Crystal Palace i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 4. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=59829