Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Santa Maria in Trastevere

Oprindelig forfatter sf37 Seneste forfatter Redaktionen

Rom. Santa Maria in Trastevere.

Rom. Santa Maria in Trastevere.

Santa Maria in Trastevere, kirke i Rom, opført i midten af 300-t. af pave Julius I. Denne oprindelige bygning blev formentlig rejst over et kapel, som pave Calixtus I havde bygget over en hellig oliekilde. I 1140 blev den nuværende bygning anlagt.

Kirkefacadens mosaikker er fra 1100-t. Motivet er allegorisk og udlægges som "Jomfru Maria mellem de forstandige og de uforstandige jomfruer". Facaden blev i 1702 forsynet med en porticus af Carlo Fontana. Kampanilen stammer fra 1200-t.

Kirkens indre er præget af 22 antikke søjler, der adskiller hovedskibet fra sideskibene. Søjlerne har oprindelse i forskellige antikke templer og er tilpasset kirkerummet. Gulvet er cosmatarbejde. Det forgyldte kassetteloft med mangefarvede fyldninger er tegnet af Domenichino i 1617. Til højre for højalteret ses et mærke i gulvet, hvorfra, ifølge legenden, den oliekilde, der varslede Jesu komme, sprang frem. Ved mærket står en påskekandelaber fra senmiddelalden.

Annonce

Rom. Santa Maria in Trastevere.

Rom. Santa Maria in Trastevere.

Baldakinen over højalteret blev renoveret i 1800-t. Bagest i kirkens apsis står en cathedra fra 1200-tallet med griffe som armlæn. Freskoerne i apsis er fra 1100- og 1200-t. og viser forskellige scener fra Jomfru Marias liv. Fra sakristiet fører en lille dør ud til gårdhaven, hvor et vintræ med tunge vindrueklaser næsten dækker hele gårdhavens areal som loft.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen Fastholm: Santa Maria in Trastevere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=240208