Cividale del Friuli, by i Nordøstitalien 10 km øst for Udine; 11.215 indb. (1991). Byen rummer mange mindesmærker fra 700-900-t. Mest kendt er resterne af den lille kirke Santa Maria in Valle fra ca. 762-76, opført i protoromansk stil. Den er et af de få bevarede eksempler på, at romersk arkitektur i en lokal variant har overlevet, påvirket af arabisk byggeskik.

Cividale del Friuli blev grundlagt i 50 f.Kr. af Cæsar som støttepunkt for handelen med områderne nord for Alperne. Sin egentlige betydning fik den dog først i longobardertiden, idet den da var centrum for et hertugdømme. 730-1238 tilhørte den patriarkatet Aquileia og kom siden, i 1419, under republikken Venedigs herredømme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig