Saint-Gilles-du-Gard, by i Sydfrankrig mellem Arles og Nîmes med 11.300 indb. (1990). Stedet var et attraktivt pilgrimsmål i middelalderen, og her opførtes i 1100-t. et stort kloster og en romansk klosterkirke, Saint-Gilles, med en meget stor krypt. Stærke påvirkninger fra egnens bevarede romerske kunst ses i den brede vestfacade med tre skulptursmykkede indgangsportaler inspireret af antik teaterarkitektur (scaenae frons); de fortløbende figurfriser på arkitraverne viser tilbage til oldkristne sarkofagudsmykninger.