Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stephansdom

Oprindelig forfatter UrsFu Seneste forfatter Redaktionen

Østrig. Wiens gotiske domkirke, Stephansdom, blev opført fra 1304 over en nedbrændt senromansk kirke, hvis vestparti med to tårne er delvis bevaret (tv.). Det 136,7 m høje sydtårn fuldførtes i 1433; det ufuldførte nordtårn gemmer sig bag det stejle tag med geometrisk dekoration i glaserede tegl, bygget omkring 1450 af Hans Puchsbaum. Kirken blev beskadiget under tyrkernes belejring af Wien i 1683. Under 2. Verdenskrig sank den næsten i grus, men bygningen med det folkelige navn Steffls genopstod ved en kollektiv østrigsk indsats.

Stephansdom, Wiens domkirke og Østrigs vigtigste gotiske bygningsværk.

Kirken, der er indviet til St. Stephan (Stefanus) blev opført fra 1304-1511. Ved opførelsen indkaplede man dele af den tidligere senromanske kirke, hvilket forklarer de nuværende tårnes placering samt det romanske vestparti. Ved konstruktion af hvælv og tag samt det 136,7 m høje sydtårn medvirkede talrige navngivne bygmestre og kunstnere, bl.a. Hans Puchsbaum, Anton Pilgram og Peter von Prachatitz.

I kirkens indre skal fremhæves orgelkonsol (1513) og prædikestol med et interessant kunstnerselvportræt (1515) af Anton Pilgram. Højt berømmet i sin samtid var kejser Friedrich 3.'s sarkofag, udført i spættet marmor af Nicolaus Gerhaert 1463-79.

Annonce

I det hele taget rummer kirken et meget stort antal sarkofager, epitafier og relikvier. Bl.a. er der epitafier over to store tyske humanister, der virkede ved universitetet i Wien i begyndelse af 1500-t., Konrad Celtis og Johannes Cuspinian.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ursula Fugmann: Stephansdom i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=238416