Middelalder

Stephansdom. Wiens domkirke blev opført over en længere periode fra 1304 til 1511.

.

Wiens ældste kirker er Ruprechtskirche, der går tilbage til 1100-1200-tallet, Sankt Maria am Gestade, der blev ombygget i 1300-tallet samt den gotiske Minoritenkirche fra 1300-tallet.

Byens hovedkirke er den sengotiske Stephansdom, der blev opført over en lang periode fra 1304 til 1511 som afløser for to romanske forgængere. Karakteristisk er det 136,7 m høje, sydvendte tårn og det stejle, geometrisk dekorerede tag.

Barok

Johann Bernhard Fischer von Erlachs hovedværk er Karlskirche i Wien. I arkitekturen forbindes det romerske med en strengere fransk influeret klassicisme.
.

Kapuzinerkirche fra 1600-tallet rummer habsburgernes gravkrypt. Den tidligere kejserresidens Hofburg med blandt andet Den Spanske Rideskole fremtræder i dag hovedsagelig i barok, den stil, der også præger en lang række palæer som fx Prins Eugens bypalads (1695-1724, Johann Bernhard Fischer von Erlach og Johann Ludwig von Hildebrandt), Palais Liechtenstein (1692-1705, Domenico Martinelli) og Palais Daun-Kinsky (1713-1716, Hildebrandt).

Tre af barokkens hovedværker er lystslottene Schönbrunn af Fischer von Erlach, Belvedere af Hildebrandt samt Karlskirche, der påbegyndtes 1715 af Fischer von Erlach og fuldførtes af sønnen Joseph Emanuel Fischer von Erlach (1693-1742).

Til slottet Schönbrunn leverede arkitekten Johann Bernhard Fischer von Erlach storslåede projekter a la Versailles. Slottet blev påbegyndt i 1690'erne. Det blev udvidet og fuldendt i 1740'erne.

.

Historicisme

Secession. Udstillingsbygningen, som den nydannede kunstnergruppe Secession opførte i 1897-1898 med Joseph Maria Olbrich som arkitekt, er et af jugendstilens hovedværker.

.

Ringstraße opstod efter nedrivningen af de gamle bastioner, og i anden halvdel af 1800-tallet opførtes her en række monumentalbygninger. Gottfried Semper og Karl von Hasenauer stod for Neue Hofburg (1881-1907), Kunsthistorisches Museum og Naturhistorisches Museum (begge 1872-1881) samt Burgtheater (1880-1888).

Den danskfødte arkitekt Theophilus Hansen opførte bl.a. Musikverein (1864-1869), Børsen (1869-1877), Parlamentet (1874-1884) og Kunstakademiet (1872-1879); det mægtige nygotiske rådhus byggedes 1872-1883 af Friedrich von Schmidt (1825-1891).

Jugendstil

Jugendstilen repræsenteres af mange bygninger i Wien, blandt andet Otto Wagners Postsparkasse (1904-1906) og stationsbygninger til Wiens Stadtbahn (1898-1904), Joseph Maria Olbrichs Secessionbygning fra 1897-1898 og Josef Hoffmanns Sanatorium Purkersdorf (1904-1905).

Otto Wagner. Stadtbahn Station Karlsplatz opført fra 1899 til 1901.
.

Funktionalisme

Adolf Loos blev en af forgængerne for funktionalismen med blandt andet den lille Kärntner Bar (opr. American Bar, 1908) og Haus am Michaelerplatz 1910-1912. Fra mellemkrigsårene er Karl Marx Hof (1926-1930) et storstilet eksempel på socialt boligbyggeri af Karl Ehn (1884-1957), og Werkbundsiedlung, bygget 1930-1932 under ledelse af Josef Frank.

Adolf Loos. Haus Steiner opført i 1910 i Wien-Hietzing.
.

Postmodernisme

Af nyere arkitektur i Wien kan nævnes Hans Holleins Haas-Haus (1987-1990), Wohnsiedlung Pilotengasse (1987-1992) af Adolf Krischanitz (f. 1945) og det 120 m høje Andromeda Tower, fuldført 1998 af Wilhelm Holzbauer (f. 1930). På Judenplatz indviedes 2000 Holocaust Memorial af Rachel Whiteread.

Haas-Haus i Wien blev opført 1987-1990 efter tegninger af arkitekten Hans Hollein, en af de førende repræsentanter for postmodernismen. Huset ligger over for Stephansdom og spejler i sin facade af marmor og glas den mægtige, middelalderlige kirkebygning. Haas-Haus rummer blandt andet butikker, caféer og kontorer omkring et rummeligt atrium.

.

Wiens museer

Kunsthistorisches Museum er indrettet i en bygning ved Ringstrasse opført i årene fra 1872 til 1891 af Gottfried Semper og Karl von Hasenauer.

.

KunstHausWien er et privat museum for maleren og grafikeren Friedensreich Hundertwassers værker.

.

Wien har nogle af verdens største kunstsamlinger, fx Kunsthistorisches Museum, Albertina og Museum für Angewandte Kunst (grundlagt i 1864), der viser kunsthåndværk, design og moderne kunst.

Kunstakademiet har en udsøgt samling ældre europæisk kunst, Belvedere rummer to museer for østrigsk kunst; bymuseet, Historisches Museum der Stadt Wien, åbnede 1959 med omfattende kultur- og kunsthistoriske samlinger.

KunstHausWien er udformet i årene fra 1989 til 1991 af maleren Friedensreich Hundertwasser og rummer blandt andet en samling af hans værker. Kunstneren, der døde i 2000, forestod selv ombygningen af Brødrene Thonets tidligere møbelfabrik nær Kolonitzplatz, og museet åbnede i 1991. Ikke så langt derfra ligger boligkomplekset Hundertwasserhaus, der blev indviet i 1986 som det første af malerens arkitektoniske projekter.

Et museum for Sigmund Freud åbnede 1971, indrettet i hans praksis og lejlighed i Berggasse, hvor han boede 1891-1938. Kulturcentret Museumsquartier Wien opførtes 1998-2001 med blandt andet Kunsthalle Wien, Museum Moderner Kunst Stiftung Ludwig Wien (tidligere i Palais Liechtenstein) og Leopold Museum med righoldige samlinger af moderne kunst.

I 2004 blev Liechtenstein Museum indviet i Palais Liechtenstein. Her vises dele af fyrsteslægten Liechtensteins privatsamling, der er en af de største i verden. Med tyngdepunkt omkring barokkens tidsalder viser samlingen maleri og skulptur fra renæssancen til midten af 1800-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig