Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

London - arkitektur og museer

Oprindelige forfattere ABN og EBuc Seneste forfatter Redaktionen

Big Ben, The Palace of Westminster og Westminster Bridge.

Big Ben, The Palace of Westminster og Westminster Bridge.

Sydøst for den ældste bydel, City of London, ligger fæstningen Tower of London fra 1000-t., og mod vest ses Londons domkirke, Saint Paul's Cathedral (1675-1710), der efter branden i 1666 blev opført i klassicistisk stil under ledelse af datidens førende byarkitekt, Christopher Wren. Han forestod nyopførelsen af mange kirker efter branden.

Mod nord finder man Citys rådhus Guildhall (1411-40, facaden 1788) samt komplekset Barbican (1966-80) med bl.a. kunstcenter, og bymuseet London Museum. På Strand ligger tre af byens ældste kirker, Temple Church (1185), Saint Clement Dane's (1680-1719) og Saint Mary-le-Strand (1714-17).

I City ligger mange kontorbygninger, bl.a. flere skyskrabere. Den særprægede 180 m høje Swiss Re-bygning (The Gherkin, af Norman Foster, 2004) er et eksempel på moderne britisk arkitektur. I Westminster ligger ved Themsen parlamentsbygningen Houses of Parliament, tegnet af Charles Barry og opført 1840-88, med urtårnet Big Ben, Londons vartegn, og vest herfor ses kroningskirken Westminster Abbey (påbegyndt 1245).

Annonce

Westminsters vigtigste åbne plads er Trafalgar Square med den 60 m høje Nelsonsøjle (1843), kirken Saint Martin-in-the-Fields (1722-26) samt Storbritanniens nationale kunstmuseum National Gallery (1838).

London. I midten den 180 m høje 30 St. Mary Axe, kaldet

London. I midten den 180 m høje 30 St. Mary Axe, kaldet "The Gherkin", der er hovedkvarter for Swiss Re i London (indviet 2004).

Fra pladsen udgår mod syd gaden Whitehall med Inigo Jones' Banqueting House (1619-22) i palladiansk klassicisme. Fra Trafalgar Square fører mod sydvest processionsgaden The Mall, flankeret af admiralitetsbygningen, og Marlborough House (1709, af Christopher Wren) og Clarence House (1825), til den kongelige residens Buckingham Palace fra 1800-t. I Westminsters sydlige del finder man den katolske Westminster Cathedral (1903) og kunstmuseet Tate Gallery.

Nord for Westminster ligger Bloomsbury, det akademiske centrum i London, samt British Museum, der tidligere rummede et af verdens største biblioteker; det er nu flyttet til bydelen Saint Pancras. Vest herfor rejser det 189 m høje Telecom Tower sig (1965). I Kensington finder man bl.a. de naturvidenskabelige museer og Victoria and Albert Museum.

Trafalgar Square, London.

Trafalgar Square, London.

Blandt byens mange museer og samlinger kan desuden fremhæves Imperial War Museum, Museum of the Moving Image (MOMI), Percival David Foundation of Chinese Art samt de kontroversielle udstillinger på Royal Academy of Arts.

I det store byfornyede område London Docklands mod øst finder man en stor del af Londons mest progressive arkitektur, bl.a. kontorbyggeriet Canary Wharf (1991) med det 240 m høje tårn og beboelsesejendommen Cascades (1988).

Greenwich var i 2000 ramme om åbningen af kultur- og kunstcentret Millennium Dome (af bl.a. Richard Rogers).

I Southwark lige syd for London Bridge ligger skyskraberen Shard London Bridge, som regel blot kaldet The Shard 'glasskåret' (Renzo Piano, 2012). Den spidse bygning er med sine 310 m den højeste i EU.

Læs mere om London.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Elisabeth Buchwald: London - arkitektur og museer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118153