Kampanile. Jesuskirken i Valby i København, opført 1884-91 af Vilhelm Dahlerup, er en af de få kirker i Danmark, der er udstyret med kampanile. Kampanilen, som stod færdig i 1895, er 52 m høj. Kirken er bryggerfamilien Jacobsens gravkirke, og til minde om Carl Jacobsens ældste søn, Alf, der døde i 1890, kaldes kampanilen ofte Alftårnet.

.

Kampanile, klokketårn, ofte om det fritstående klokketårn ved italienske kirkebygninger.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kampanile kommer af italiensk campanile, af latin campana 'klokke', oprindelig om bronzegods fra Campania i Italien.

Den formentlig ældste bevarede kampanile (900-t.) står ved Sant'Apollinare in Classe i Ravenna; ligesom den nok bedst kendte, Det Skæve Tårn i Pisa, hører den til de ret få kampaniler med cirkulær grundplan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig