Dobbeltkapel, bygning, der rummer to kultrum beliggende over hinanden og med samme plan. Hvor et dobbeltkapel er opført som borgkapel, kan der være mulighed for passage direkte fra borgen til kapellets førstesal, borgherrens private afdeling. Stormandskirken i Ledøje vest for København fra ca. 1225 er direkte inspireret af tyske dobbeltkapeller, fx Schwarzrheindorf ved Bonn fra ca. 1150. Betegnelsen dobbeltkirke anvendes om en bygning, der bruges af to forskellige kirkesamfund.