Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

islamisk kunst

Oprindelig forfatter MG-J Seneste forfatter Redaktionen

islamisk kunst, kunst fra området mellem Spanien og Indien. Markante nationale særpræg til trods giver det mening at samle kunsten i landene fra Indien over Iran, Irak, Arabien og Nordafrika til Spanien under én betegnelse, der understreger det fælles kulturelt-religiøse udgangspunkt. Foruden dette har såvel uhindret samfærdsel som udstrakt vareudveksling medført et kunstnerisk familieskab over det store område.

Arkitektur

Islamisk arkitektur tog under umayyaderne (661-750) sit stilistiske udgangspunkt i den hellenistiske kunst. Den ældste bygning er den såkaldte Klippemoské i Jerusalem (fuldført 692), hvis plan er beslægtet med romersk arkitektur, men hvis mosaikudsmykning har islæt af sasanidisk symbolik.

Klippemoskéen, der er fra 690-692, er islams ældste bygningsværk.

Klippemoskéen, der er fra 690-692, er islams ældste bygningsværk.

Denne pluralisme præger også de mange bevarede borge og paladser i det syrisk-jordanske område, fx Kusayr Amra og Khirbat al-Mafjar. Men allerede i de første moskéer (Kufa i Irak, 637) udvikledes nye planløsninger, der tilgodeså specifikke religiøse funktioner.

Annonce

Søjlehallen, der kun åbner sig ud til den arkadeomgivne gård, men er lukket mod omverdenen, forblev i århundreder en udbredt type; den kendes fra Sidi Okba-moskéen i Kairouan i Tunesien og moskéen i Córdoba i Spanien (påbegyndt hhv. 836 og 784). Det modulopbyggede søjlebårne rum blev med tiden også anvendt til andre formål såsom basarer, serailler, madrasaer, bedesten m.m.

Fra første færd overtog man kuplens symbolik; den blev benyttet i mausoleer og over moskéens bedeniche, mihrab, og den dannede tagkonstruktioner i mange variationer i "modulbyggeriet", fx i den store moské i Isfahan (700-1600-t.).

Byggematerialerne var kalksten og tegl, bindemidlet mørtel, hvorfor den koncha-bårne kuppelkonstruktion var næsten enerådende; herfra udvikledes den dekorative stalaktitniche (muqarna).

Istanbul. Sultanmoskéen Süleymaniye Camii opført 1550-56 for sultan Süleyman 1. af arkitekten Sinan. Foto 2011.

Istanbul. Sultanmoskéen Süleymaniye Camii opført 1550-56 for sultan Süleyman 1. af arkitekten Sinan. Foto 2011.

Med tiden fremkom bygningstyper med en større central kuppel såvel i det østlige område som i Tyrkiet, hvor arkitekten Sinans moskékomplekser fra 1600-t. i Istanbul og Edirne betegnede et nyt højdepunkt.

Den persiske ivan-konstruktion, det hvælvede rum, hvor den ene kortside mangler, udvikledes med den seldsjukiske arkitektur, hvis magtfulde bygninger betegner et højdepunkt af islamisk formsans.

Islamisk arkitektur karakteriseres generelt af klare bygningskroppe, men samtidig af en fragmentering af facaderne gennem dekorationen, som det fx kan ses i Alhambra ved Granada i Spanien.

Alhambra. Løvegården, Patio de los Leones, ligger i den del af paladset, der rummer privatgemakkerne. Den åbne gård med Løvebrønden i midten er omkranset af buegange med slanke søjler i hvidt marmor, høje buer og filigranagtigt stukværk. Brøndens store bassin med en fontæne i midten bæres af tolv vandspyende marmorløver; den er med små kanaler forbundet med mindre bassiner i buegangene.

Alhambra. Løvegården, Patio de los Leones, ligger i den del af paladset, der rummer privatgemakkerne. Den åbne gård med Løvebrønden i midten er omkranset af buegange med slanke søjler i hvidt marmor, høje buer og filigranagtigt stukværk. Brøndens store bassin med en fontæne i midten bæres af tolv vandspyende marmorløver; den er med små kanaler forbundet med mindre bassiner i buegangene.

Den lette pavillon- og kioskarkitektur, der også udvikledes i området, ofte i træ, kendes i dag kun fra bogmaleriet.

Overklassens boliger var ofte pavillonlignende bygninger, omgivet af overdådige haver.

Det nødvendige vandingssystem udvikledes til kanalsystemer, der foruden den praktiske funktion var et symbol på paradisets floder; selve haveanlægget kunne — og skulle måske — give associationer til Koranens mange skildringer af den belønning, der efter døden venter de retfærdige i paradisets have med læskende vand og saftige frugter.

En række ældre haveanlæg er bevaret, fx ved mausoleet Taj Mahal i Indien og i Løvegården og Myrtegården i Alhambra.

Billedkunst

Islamisk kunst. Bogmaleri, udført i Faizabad i Indien omkring 1765. Billedet viser et paladsanlæg med de karakteristiske pavillonbygninger, opført i lette materialer, og det symmetrisk opbyggede haveanlæg med blomsterbede, træer og kanaler. Indien har en lang og rig tradition inden for bogmaleriet; karakteristisk for denne sene periode er påvirkningen fra europæisk maleri, fx anvendelse af centralperspektiv og landskabets og himlens naturalistiske farver.

Islamisk kunst. Bogmaleri, udført i Faizabad i Indien omkring 1765. Billedet viser et paladsanlæg med de karakteristiske pavillonbygninger, opført i lette materialer, og det symmetrisk opbyggede haveanlæg med blomsterbede, træer og kanaler. Indien har en lang og rig tradition inden for bogmaleriet; karakteristisk for denne sene periode er påvirkningen fra europæisk maleri, fx anvendelse af centralperspektiv og landskabets og himlens naturalistiske farver.

Kombinationen af et billedforbud — der kun effektueredes i moskéen og de tilhørende bygninger — og en generel nedtoning af monumentalt maleri og skulptur i middelalderen gør de få bevarede eksempler fra umayyadetiden i 600-700-t. (Khirbat al-Mafjar, Mshatta og Kusayr Amra) og den tidlige abbasidetid i 800-900-t. (Samarra) til undtagelser.

Derimod udvikledes fra 1100-t. et bogmaleri af betydeligt omfang. Udgangspunktet fortoner sig, dog gør byzantinsk indflydelse sig gældende i det syriske område.

Nogle af tidens mange videnskabelige traktater forsynedes med illustrationer, men det var i de mange epos og rammefortællinger, at bogmaleriet udfoldede sig.

Figurmaleriet med menneske- og dyrefremstillinger stod i centrum; scenerne udspiller sig gerne med et idealiseret landskab eller arkitektur som baggrund, der også er behandlet ornamentalt.

Selvom et vist perspektiv ofte er tilstræbt, er helhedsindtrykket et flademaleri af stor ornamental effekt. Personer fremstilles som stereotyper, hvorimod detaljer og farver skaber variation. Der er tale om en højt udviklet konvention, der ikke tilstræbte en naturalistisk virkelighedsgengivelse.

Bogmaleri. Muhammed rider omgivet af engle til himlen på Buraq for at tale med de tidligere profeter. Muslimske lærde var kritiske over for brug af billeder, da de mente, det kunne give anledning til tilbedelse af det afbildede. Derfor er profetens ansigt tilsløret. Persisk bogmaleri fra en udgave af Nizamis Khamse fra ca. 1540; British Library.

Bogmaleri. Muhammed rider omgivet af engle til himlen på Buraq for at tale med de tidligere profeter. Muslimske lærde var kritiske over for brug af billeder, da de mente, det kunne give anledning til tilbedelse af det afbildede. Derfor er profetens ansigt tilsløret. Persisk bogmaleri fra en udgave af Nizamis Khamse fra ca. 1540; British Library.

Bogmaleriet udøvedes over hele det islamiske område, dog med skoler eller centre i Syrien, det nordlige Irak, i Baghdad og i Iran. Her fornyedes under safaviderne med Riza (1565-1635) og hans elever maleriet med enkeltfigurbilleder og portrætter.

Også i Tyrkiet blomstrede bogmaleriet fra 1400-t.; fremhæves kan de figurrige scener, der gengiver ceremonier med sultanen i centrum. Ofte afbildes genkendelige lokaliteter, men trods nærheden til Europa bibeholdtes helt til 1700-t. den detaljerige, ornamentale komposition.

Det rige indiske maleri udfoldede sig efter de samme principper, dog kan man under mogulerne iagttage en større grad af personkarakteristik. Med koloniseringen vandt fra 1800-t. en europæisk påvirkning frem, malemåden ændredes, og staffelimaleriet blev indført.

Kunsthåndværk

Overalt i det islamiske område fremstilledes keramik, og hurtigt dannedes centre for en kunstnerisk præget produktion. Formerne er få og enkle: fade, skåle og kar/vaser, men dekorationerne hæver dem over den almindelige brugsværdi.

Med centrum i Irak fremstilledes i 900-1000-t. fajancer med kobberlustre på hvid baggrund. Denne teknik fortsattes i et rigt figurmaleri i 1300-1400-t.s Iran. Påvirkning fra kinesisk keramik var mærkbar i flere epoker.

Dels kopieredes den gul-grønne Tang-keramik, men størst inspiration kom fra det blå-hvide Ming-porcelæn, hvis dekorationer inspirerede iransk og senere — i 1500-t. — tyrkisk fajance.

Inskriptioner i en ornamental kufisk skrift er udtryk for en raffineret forenkling, mens minai-fajancernes farverige og forgyldte figurkompositioner fylder fladen med fortællende maleri.

Keramiske fliser blev fremstillet i flere former til beklædning af såvel vægge som mure. I Kashan-området i Iran udførtes lustredekorerede fliser, i Iran i øvrigt dekoreredes de med plantemotiver og skriftbånd i turkis, blåt, grønt, gult, sort og hvidt; i Tyrkiet finder man de samme blomstermotiver som på fade og kander. Keramisk mosaik med stærkt farvede glasurer finder man såvel i Samarkand i øst som i Alhambra i vest.

Glas fremstilledes siden oldtiden i Egypten og Syrien, men det ældst kendte, umiskendeligt islamiske glas stammer fra Iran og Irak, hvor sasanidiske former levede videre i facet- og reliefslebne skåle og flasker. Denne teknik benyttedes også til dyre- og rankedekoration på tyndvæggede glaskar.

Beslægtede motiver findes på de egyptiske fatimidiske bjergkrystaller, der fandt vej til Europas kirkeskatte som relikviegemmer. Emaljedekorerede glaskummer, bægre og moskélamper kendes fra 1300-1400-t.s Egypten og Syrien. Fra 1700-t. til vor tid er der i hele området fremstillet monokromt, farvet glas i ofte elegante, skrøbelige former.

Orientalske tæpper. Silkekelim fra Persien, 269 cm×137 cm, udført i første fjerdedel af 1600-t. Privat eje. De safavidiske herskere gjorde i 1601 Isfahan til deres hovedstad, og dette sjældne tæppe er sikkert udført her eller i Kashan. Det er brocheret med guldtråde i hovedfeltet og med sølvtråde i borten. Tæppet viser en mådeholden udgave af de komplicerede mønstre, der præger de store knyttede tæpper fra 1500- og 1600-t.s hofværksteder i Persien.

Orientalske tæpper. Silkekelim fra Persien, 269 cm×137 cm, udført i første fjerdedel af 1600-t. Privat eje. De safavidiske herskere gjorde i 1601 Isfahan til deres hovedstad, og dette sjældne tæppe er sikkert udført her eller i Kashan. Det er brocheret med guldtråde i hovedfeltet og med sølvtråde i borten. Tæppet viser en mådeholden udgave af de komplicerede mønstre, der præger de store knyttede tæpper fra 1500- og 1600-t.s hofværksteder i Persien.

Bronzearbejder kan inddeles i to hovedgrupper: de støbte og graverede, der omfatter akvamaniler og røgelseskar i forskellige dyreformer, og de sølv- og kobberindlagte, hvor den såkaldte princely cycle, zodiaktegn, dyre-, plante- og indskriftsfriser danner et fintmasket mønster på kummer, dåser og stager. Sølvgenstande er sjældne, emaljeindlagte arbejder kendes fra Indien. Herfra stammer også jade- og lakarbejder.

Tekstilkunsten var allerede inden muslimernes erobring højt udviklet i området, og visse motiver levede videre fra sasanider til muslimer; de kendes fra bevarede fragmenter og fra bogmaleriet.

Silkevævning i lysende, men sarte nuancer kendes fra hoffet i Córdoba (900-1200-t.), fint linned fra Egypten, og fra det safavidiske Iran og det osmanniske Tyrkiet stammer rige silkefløjler og tæpper med guld- og sølvtråde.

Ligesom metalarbejder (akvamaniler) og andet kunsthåndværk blev de også eksporteret til Europa, hvor de anvendtes i både kirkelig og verdslig sammenhæng til bl.a. bispekåber, klædedragter og boligindretning.

Ornamentik

Med afsæt i antikkens og Byzans' ornamentik udvikledes i det islamiske område en række ornamentale dekorationssystemer. Den antikke bladranke stiliseredes og omformedes.

I alle materialer, fra små elfenbensarbejder, bronzer og tekstiler til facader af stuk, sten og keramik, varieredes de mere naturtro rankemotiver og de stiliserede arabesker. Præcisionen i de indviklede mønstre har baggrund i områdets højtudviklede matematiske viden.

Koranen. Kalligrafer i den islamiske verden har gennem tiderne fremstillet et stort antal smukke koraner. Billedet viser en del af sura 1 fra en arabisk koran fra 1500-t., som findes på Stadtbibliothek i Berlin. Suraens fulde tekst lyder: I Guds, den Nådiges den Barmhjertiges navn. Al pris tilkommer (alene) Gud, verdenernes Herre. Den Nådige, den Barmhjertige. Herskeren på dommens dag. Dig alene tjener vi, og Dig alene anråber vi om hjælp. Led os på rette vej. Deres vej, som Du har vist nåde — som ikke har (vakt Din) vrede, og som ikke er faret vild.

Koranen. Kalligrafer i den islamiske verden har gennem tiderne fremstillet et stort antal smukke koraner. Billedet viser en del af sura 1 fra en arabisk koran fra 1500-t., som findes på Stadtbibliothek i Berlin. Suraens fulde tekst lyder: I Guds, den Nådiges den Barmhjertiges navn. Al pris tilkommer (alene) Gud, verdenernes Herre. Den Nådige, den Barmhjertige. Herskeren på dommens dag. Dig alene tjener vi, og Dig alene anråber vi om hjælp. Led os på rette vej. Deres vej, som Du har vist nåde — som ikke har (vakt Din) vrede, og som ikke er faret vild.

Motiverne har ofte mere eller mindre udtalte symbolske overtoner, der understreges af inskriptionsfriser med religiøst indhold, udført med forskellige skrifttyper i større eller mindre grad af læselighed.

Det rent geometriske mønster findes især i Egypten og Nordafrika. Karakteristisk er kombination af mønstre ved siden af hinanden, men også forskudt bag hinanden, således at aflæsningen ikke er entydig; reciprokke mønstre findes især i flisemosaik.

En i højeste grad forfinet form for geometriske mønstre med islæt af plante-, ranke- og arabeskmønstre udvikledes i de kalligraferede Koran-udgaver, hvoraf mange stammer fra Egypten.

Se også artikler om de enkelte landes kunst og om abbasider, fatimider, safavider, seldsjukker og umayyader; endvidere om maurisk kunst, mudejarstil og orientalske tæpper.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mirjam Gelfer-Jørgensen: islamisk kunst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99674