Parterre

Parterre i barokhaven ved Vaux-le-Vicomte. Foto Annemarie Lund

Parterre

I havekunsten betegner et parterre et fladt haveparti ud for anlæggets hovedbygning og med en ornamental, sirligt mønstret og meget gartnerisk styret udformning af fladen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet parterre kommer af fransk par terre 'på jorden'.

Broderiparterrets plan kan være inspireret af brokademønstre, og parteret består ofte af to flader, der ligger spejlvendt omkring en midtergang. Hovedmønstret kan tegnes op af fx buksbomkanter. Et parterre kan have græs, grus eller andre farvede materialer som bund. Lave buksbomhække, form- og kugleklippede små træer, skulpturer, fontæner og blomsterpotter kan bidrage til det pyntelige udseende.

Som havekunstnerisk motiv udviklede parterret sig særligt i 1600-tallet. Der er således en del forskellige former for parterrer, bl.a. parterre à l'anglaise (fransk for 'parterre på den engelske måde') med mønstre helt i klippet græs og parterre de broderie (fransk for 'broderet parterre') med løvværkslignende mønstre, der tegnes af lave, klippede buksbom på en farvet bund af fx gulligt sand, sort koks eller rødligt, knust tegl.

Parterret er brugt i de fleste af Europas barokhaver, fx i Vaux-le-Vicomte fra 1660'erne.

I Frederiksborg Slotshave, der blev anlagt i 1720'erne, blev parterre og kaskadeanlæg rekonstrueret i 1996. I Fredensborg Slotshave er det ret enkle parterre mod Brede Allé omlagt i ny udformning 2010-2013.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig