Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

have- og landskabskunst

Oprindelig forfatter Salto Seneste forfatter Redaktionen

Have- og landskabskunst. Haven ved Frederiksborg Slot i Hillerød. J.C. Kriegers plan viser et aksefast haveanlæg i barokkens strenge formsprog. Forneden ses parterrebedene med de kongelige spejlmonogrammer og dernæst bosquetterne, mens de overliggende dammes vand udnyttes til et centralt kaskadeanlæg. I 1994 påbegyndtes en omlægning af haven med udgangspunkt i Kriegers plan.

Have- og landskabskunst. Haven ved Frederiksborg Slot i Hillerød. J.C. Kriegers plan viser et aksefast haveanlæg i barokkens strenge formsprog. Forneden ses parterrebedene med de kongelige spejlmonogrammer og dernæst bosquetterne, mens de overliggende dammes vand udnyttes til et centralt kaskadeanlæg. I 1994 påbegyndtes en omlægning af haven med udgangspunkt i Kriegers plan.

have- og landskabskunst, knytter sig fortrinsvis til lysthaver i modsætning til nyttehaver. Planter, vand og sten sat effektfuldt sammen hører til kunstartens vigtigste byggematerialer; nyere havekunst spiller dog også på andre virkemidler, fx damp, is og planter af beton og skumplast. Uanset virkemidler er formålet at danne ramme om menneskelig aktivitet, at stimulere forestillingsevnen og sanserne.

Haven står ikke sjældent i modsætning til det frie landskab udenfor, men landskabet selv kan også underlægges æstetiske værdinormer og indgå i haveoplevelsen. Havekunstens historie afspejler ikke alene skiftende tiders kunst- og natursyn, men den fremviser også et evigt pendulslag mellem en filosofisk iagttagende holdning til naturens egne kræfter, afspejlende sig i en landskabelig havestil, og et mere magtbetonet grundsyn, en slags prøven kræfter med den uregerlige natur, resulterende i et arkitektonisk formsprog med naturen som vigtigste byggemateriale.

Spændingsfeltet mellem menneskeværk og plantevækst udgør tillige et væsentligt æstetisk motiv gennem det meste af havekunstens historie.

Annonce

Oldtiden

På baggrund af selvsyn introducerede den græske forfatter Xenofon i begyndelsen af 300-t. f.Kr. for første gang i den vestlige verden den orientalske lysthave, der bestod af en mægtig landejendom med tilhørende store indhegninger fyldt med vilde dyr.

Hadrians Villa. Det store bassinanlæg Canopus er omgivet af en søjlekolonnade. Mellem søjlerne står statuer, bl.a. seks karyatider, der er kopier af statuerne fra Erechtheion, og, som det ses midt i billedet, en statue af guden Mars med hjelm og skjold. Udformningen af anlægget kan være inspireret af kanalen mellem byerne Alexandria og Canopus i Nildeltaet; både ved Nilen og her lå der for den ene ende et tempel for Serapis. Kejser Hadrian havde netop besøgt Canopus i begyndelsen af 130'erne.

Hadrians Villa. Det store bassinanlæg Canopus er omgivet af en søjlekolonnade. Mellem søjlerne står statuer, bl.a. seks karyatider, der er kopier af statuerne fra Erechtheion, og, som det ses midt i billedet, en statue af guden Mars med hjelm og skjold. Udformningen af anlægget kan være inspireret af kanalen mellem byerne Alexandria og Canopus i Nildeltaet; både ved Nilen og her lå der for den ene ende et tempel for Serapis. Kejser Hadrian havde netop besøgt Canopus i begyndelsen af 130'erne.

Med ordet paradeisos (af avestisk pairidaeza) beskrev han det persiske hofs hegnede lysthaver, der ud over en jagtmark også rummede rekreative områder med frugt- og prydtræer, lunde, blomster og fugle. Egypterne havde regelrette, agrart betonede haver med vandbassiner, babylonierne terrasserede hængende haver (se Babylons hængende haver), grækerne hellige lunde og skyggefulde akademihaver.

Blandt romernes haver kan nævnes peristylhaven (gårdhaven) i Vettiernes Hus i Pompeji, som i dag efter udgravning er genplantet efter antikke frøfund, Plinius d.y.s landstedshaver med både landskabelige og arkitektoniske træk samt kejser Hadrians Villa ved Tivoli (120-130'erne). Det antikke begreb genius loci og det tilsvarende kinesiske fengshui, der betyder indlevelse i et steds ånd, har spillet en afgørende rolle i havekunstens fortsatte historie.

Middelalder og renæssance

Med araberne førtes et persisk-islamisk kunstsyn til Spanien. Kendt er moskéen i Córdoba med sin orangegård (784-987) og de mauriske palads- og haveanlæg Alhambra og Generalife i Granada (1200-1300-t.); vand spiller her en afgørende rolle som symbol på liv og frugtbarhed, med sin forfriskende lyd og kølende virkning.

De kristne middelalderhaver var også lukkede haverum og ligesom de islamiske ikke sjældent korsopdelte, fx klosterhaverne. De var til både kontemplation og nytte, og der dyrkedes både frugt, grøntsager og lægeurter. En plan fra ca. 830 over benediktinerklostret Sankt Gallen i Schweiz viser, hvor funktionsopdelt et sådant anlæg kunne tage sig ud. Blomsterenge kunne også optræde i tilslutning til de lukkede anlæg. Klosterhaverne og det litterært-religiøse begreb hortus conclusus (lat. 'den lukkede have') symboliserede en bedre verden, afskærmet fra de jordiske bekymringer, herunder også den vilde natur, der ansås som farlig.

I takt med en stigende interesse for landskabets æstetiske muligheder i renæssancen og et nyt åndeligt forhold til naturen åbnedes haverne mod landskabet, der gennem lange kig blev integreret i havens nærmiljø.

Villa d'Este. Det store vandfald i haven med de mange vandløb, bassiner og springvand.

Villa d'Este. Det store vandfald i haven med de mange vandløb, bassiner og springvand.

Denne dialog udgjorde et stærkt æstetisk moment i den terrasserede italienske villahave, fx Villa Medici i Fiesole (ca. 1458-61) af Michelozzo Michelozzi. Den italienske renæssancehave tog både form- og idémæssigt afsæt i antikkens havekunst, som det ses i fx Bobolihaven i Firenze (1549 ff.).

Vand spiller ofte en stor rolle i form af fontæner, kaskader og vandspejle som i Villa d'Este i Tivoli ved Rom (1560-75) af Pirro Ligorio, eller i form af en bjergbæks kunstnerisk bearbejdede gennemstrømning som i Villa Lante della Rovere i Bagnaia nord for Rom (ca. 1550), tilskrevet Vignola.

Den franske barokstil

Slottet i Versailles, som det så ud i 1668, malet af Pierre Patel (d. 1676); Musée de Versailles. Billedet viser slottet kort før Ludvig 14.s store udbygning, som blev forestået af bl.a. Louis Le Vau og J.H. Mansart. Lange akser og symmetri præger det vældige arkitektur- og haveanlæg, der strækker sig langt ud i det fjerne landskab.

Slottet i Versailles, som det så ud i 1668, malet af Pierre Patel (d. 1676); Musée de Versailles. Billedet viser slottet kort før Ludvig 14.s store udbygning, som blev forestået af bl.a. Louis Le Vau og J.H. Mansart. Lange akser og symmetri præger det vældige arkitektur- og haveanlæg, der strækker sig langt ud i det fjerne landskab.

Mens det fladebetonede, kvadratet og den manglende aksefasthed mellem hus og have karakteriserede middelalderhaven og den tidlige renæssancehave, så var det det retningsbestemte, dynamiske rektangel og den taktfaste opdeling symmetrisk omkring husets og havens fællesakse, der kendetegnede barokhavens plastisk opfattede rum; aksefastheden blev den egentlige rygrad i den franske barokhave.

Et langt perspektiv tilvejebragt gennem en omfattende terrænbehandling af det flade franske land og en skematisk beplantning i broderiparterrer, bosqueter og alléer dannede tilsammen et helstøbt, magtfuldt haverum.

Barokkens pragtstil blev til under Ludvig 14. og fik sin endelige udforming af havearkitekten André Le Nôtre. Fremtrædende anlæg er Vaux-le-Vicomte (1655-61) og Versailles fra slutningen af 1600-t.

Den engelske landskabsstil

Den engelske landskabsstil kan opfattes som en reaktion mod barokkens enevældige havestil. Den afspejlede bl.a. et nyt syn på naturen, først og fremmest inspireret af antikkens natursyn, siden også af kinesisk havekunst.

England blev foregangsland for denne tilsyneladende formløse, naturlige stil, hvor beplantninger, stier og småbygninger, gerne klassiske og siden hen også kinesiske, havde til formål at hensætte den ensomme vandrer i eftertænksom refleksion i den parklignende have. På kontinentet blev stilen mere romantisk og sentimental.

Chiswick House i London (1718-35), Stowe i Buckinghamshire (1730'erne) og Rousham i Oxfordshire (1738) er alle delvis anlagt af William Kent og tegner en tidlig fase af den landskabelige havestil. Senere forenkledes og afromantiseredes de store anlæg i England af Lancelot "Capability" Brown.

Det kinesiske fik mere vægt i en anglokinesisk havestil i Frankrig, fx Désert de Retz uden for Paris (1774-89), anlagt af ejeren Baron de Monville, og i Sverige, fx Drottningholm ved Stockholm med den lille park kaldet Kina (1763).

Med Humphry Repton og John Claudius Loudon (1783-1843) blev anlæggene underlagt en mere kunstgartnerisk havestil, karakteriseret ved skabelonagtige grusstier i græsplæner med uregelmæssige bede, kunstfærdigt tilplantet med udplantningsplanter fra de nye drivhuse, de såkaldte tæppebede.

Stilens kunstlethed afløstes efter midten af 1800-t. af naturligere vækstprincipper (William Robinson) og omkring 1900 af en øget anvendelse af arkitektoniske strukturer, som bevidst modstilledes i impressionistisk inspirerede farvesammenstillinger og naturlige vegetationsbilleder (Gertrude Jekyll og Edwin Lutyens).

I takt med industriens fremvækst og en stigende arbejderbefolkning fremkom i England den socialpolitisk baserede havebytanke, der søgte at forene byens fordele med landlivets glæder (Ebenezer Howard); Letchworth i Hertfordshire (påbegyndt 1903) og Welwyn Garden City i det nordlige London (påbegyndt 1919) er nogle af de tidligste eksempler på havebyer. Også disse tanker overførtes til kontinentet og fik her stor udbredelse.

Havekunst i 1900-tallet

I 1900-tallet er tidligere stort anlagte landskabshaver eller parker blevet erstattet af bl.a. idrætsparker, og den store offentlige park er blevet forenklet og tillempet det voksende friluftsliv. Den markante byudvikling har medført nye muligheder for naturpolitik, og have- og landskabsarkitektfagets emneområde er udvidet til også at omfatte karréhaver, kolonihaver og kirkegårde, der ofte indgår i et rekreativt parksystem.

C.Th. Sørensens kolonihaveanlæg fra 1948 i Nærum nord for København består udelukkende af små haver, formet af ovale hække, sat i græs. På planen af en enkelt kolonihave (th.) ses, hvordan huset er tænkt placeret delvis inde i hækken som et led i hækkens stramt arkitektoniske forløb. Udformningen af haven måtte imidlertid gerne være fri, så ejeren kunne sætte sit eget præg på den.

C.Th. Sørensens kolonihaveanlæg fra 1948 i Nærum nord for København består udelukkende af små haver, formet af ovale hække, sat i græs. På planen af en enkelt kolonihave (th.) ses, hvordan huset er tænkt placeret delvis inde i hækken som et led i hækkens stramt arkitektoniske forløb. Udformningen af haven måtte imidlertid gerne være fri, så ejeren kunne sætte sit eget præg på den.

De fredningsmæssige bestræbelser, der satte ind efter oprettelsen af Yellowstone National Park i USA (1872), synes at have været med til at lægge retningslinjer for naturforvaltningen op til i dag, hvor også motorvejssystemer og brobyggerier underlægges landskabelig behandling.

Forudsætningerne for havekunsten i 1900-t. synes at dele sig mellem professionel planlægning ved offentlige anlæg og en mere amatørpræget indsats i private haveanlæg. De arkitektoniske og de landskabelige haveidealer anvendes sideløbende og ofte i kontrastfulde modspil i samme anlæg.

Den engagerede amatør synes ofte at interessere sig mere for botanikken end for havens organisation, mens flere landskabsarkitekter lægger vægten på anlæggets skulpturelle fremtoning. Den barokke grundtone findes hos flere nyere landskabsarkitekter, fx briten Russell Page (1906-85), hvorimod andre arbejder helt frit og abstrakt med volumener og former, som eksempelvis italieneren Pietro Porcinai ( 1910-86).

1900-t.s mest fremtrædende danske personligheder, Gudmund Nyeland Brandt og Carl Theodor Sørensen, repræsenterer i det væsentlige en landskabelig og en arkitektonisk naturopfattelse, om end der typisk for århundredets fritænkning er flere undtagelser for denne iagttagelse. Se også have- og landskabskunst i Danmark.

Østens havekunst

Den kinesiske havekunst bredte sig til Japan. Som kunstform var den baseret på den filosofi, at mennesket er en del af den organiske natur. Den var et udtryk for hvile og harmoni i en modsætningsfyldt arrangeret natur, der også omfattede forvredne træer og brusende vande.

I Japan opstod der en slags arkitektonisk modspil i zenhaverne, der stort set ikke udvikler sig, men afspejler et billede af kosmos.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lulu Salto Stephensen: have- og landskabskunst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89502