Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storbritannien - arkitektur - barok til 1850

Oprindelig forfatter ALThy Seneste forfatter Redaktionen

Brighton. Royal Pavilon, bygget i begyndelsen af 1800-tallet som residens for George 4. af John Nash.

Brighton. Royal Pavilon, bygget i begyndelsen af 1800-tallet som residens for George 4. af John Nash.

Inigo Jones indførte med Queen's House i Greenwich (1616 ff.) og Banqueting Hall i London (1619 ff.) den palladianske stil, hvad der fik vidtgående betydning for engelsk arkitektur. Efter Londons brand i 1666 opførte Christopher Wren mere end 50 kirker, "City Churches", og Saint Paul's Cathedral (1675-1710), influeret af italiensk højbarok.

Den italienske og franske barok præger hans elever John Vanbrughs og Nicholas Hawksmoors imponerende værker Blenheim Palace og Castle Howard, begge påbegyndt i begyndelsen af 1700-t. Lord Burlington og hans arkitekt William Kent gav efter deres hjemkomst fra Italien i 1719 stødet til en ny palladianisme med fx Chiswick House ved London (fra ca. 1725 . Stilen, der fik stor udbredelse, førtes videre af bl.a. William Chambers med fx Somerset House i London (1776-80) og skotten Robert Adam; Adamstilen i interiørerne blev vidt udbredt i over- og middelklassens hjem.

Den georgianske periode 1714-1830 var rig på privat boligbyggeri og stilistisk meget kontinuerlig: huse med et enkelt ydre og et indre med vægt på det komfortable, i byerne bygget sammen langs gaden eller om en plads eller en buet "crescent"; en by som Bath er endnu helt præget heraf.

Annonce

I årene efter 1800 indvarslede John Soane en ny tid med en personligt udformet og romantisk præget klassicisme, beslægtet med tidens historiciserende strømme. De voksede til dels ud af landskabshaverne, der blev udstyret med havebygninger i mange stilarter. I 1800-t.s første årtier florerede "the Picturesque" med alt fra antikke templer og gotiske småhuse over stråtækte "cottages" til orientalske pavilloner som fx The Royal Pavilion (1816-23) i Brighton af John Nash, der også byggede Buckingham Palace (1825-30, senere udvidet) i London.

En nyskabelse var villaen, uregelmæssig i plan, malerisk i detaljen. En mere eller mindre ægte antik græsk stil dyrkedes i en søjleglad Greek Revival, og gotikken, der aldrig var døet helt ud i Storbritannien, fik sin Gothic Revival i talrige kirker og offentlige og private bygninger, fx All Saint's Church i London (1849-59) af William Butterfield og Parlamentsbygningen i London (1840-88) af Charles Barry og A.W.N. Pugin.

Læs mere om Storbritannien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Lise Thygesen: Storbritannien - arkitektur - barok til 1850 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165396