Rusland - arkitektur

Rusland – arkitektur, Traditionelt har træ været brugt til alle former for byggeri i Rusland, og de karakteristiske træhuse med udskæringer er stadig i overtal uden for de større byers boligkarréer og industrianlæg.

Fra kristendommens indførelse omkring 988 til Peter 1. den Stores kulturelle reformer i 1700-t. var byzantinsk arkitektur det altoverskyggende forbillede for den russisk-ortodokse kirkes byggeri. Det vidt udbredte formskema var en bygning med plan som et ligearmet græsk kors og kuppel over korsskæringen og evt. også over korsarmene (korskuppelkirke).

I 1037 stod Sofia-katedralen i Kyjiv, "alle russiske kirkers moder", færdig, i 1045 påbegyndtes Sofia-katedralen i Novgorod, og i 1100-1200-t. blomstrede kirke- og klosterbyggeriet i fyrstendømmerne Suzdal og Vladimir, fx Dmitrij-katedralen i byen Vladimir fra slutningen af 1100-t. Ofte fungerede anlæggene også som forsvarsværker.

I løbet af 600 år ændredes der kun minimalt ved de engang vedtagne arkitekturformer. I samme periode etableredes et skema for den profane byggekunst. Byernes kerne udgjordes af borgen, kreml, bag hvis mure fyrstens residens, arsenalet, kirkerne og klostrene lå. Endnu en mur omgav håndværkernes og de handlendes bydel, posad.

Velbevarede eksempler på denne tradition findes i Novgorod og i den såkaldte Gyldne Ring bestående af historisk betydende byer omkring Moskva, bl.a. Kazan og Jaroslavl. I løbet af 1300-t. vandt fyrstendømmet Moskva i betydning, og under Ivan 3. (regerede 1462-1505) kulminerede den russisk-byzantinske tradition i Moskvas Kreml.

Handelskvarteret Kitaj-Gorod blev omgivet af en ny mur, og talrige klostre udvidedes og befæstedes. Et hovedværk fra perioden er Himmelfartskatedralen (1530-32) i Kolomenskoje. Idéen om Moskva som Det Tredje Rom smeltede sammen med det teologiske begreb om Det Himmelske Jerusalem og udmøntedes i pragtbetonet og symbolladet byggeri, fx Vasilij-katedralen (1555-60) på Den Røde Plads, der viser flere variationer af den i russisk kirkearkitektur ofte anvendte løgkuppel.

Med Peter 1. den Store forceredes vestlig teknologi og smag. I den nye hovedstad Sankt Petersborg tegnede franske og italienske arkitekter det storladne nybyggeri, fx Smolnyj-klostret (1748-64) og Vinterpaladset (1754-64) af B.F. Rastrelli, og de byggede på omegnens slotte som fx Petrodvorets og Tsarskoje Selo (se Pusjkin).

Katarina 2. den Store foretrak nyklassicismen, men yndede også nygotiske elementer i de mindre repræsentative anlæg. Talrige andre, herunder helt nye byer, omfattedes også af kejserindens byggeprogram, fx Jekatarinburg i Ural, og en første generation af russiske arkitekter uddannedes efter vestlig akademisk tradition.

Moskva genvandt en vis status, og bybilledet prægedes i nyklassicistisk retning med Senatet (1776-87) som et af Matvej Kazakovs (1733-1812) fornemste værker. I Sankt Petersborg opførtes de mægtige kirker Kazan-katedralen (1801-12) og Isaak-katedralen (1818-58).

Som i andre lande vandt historicismen terræn i Rusland i 1840'erne. Særlig markante var bestræbelserne på at genopvække den gamle russiske arkitekturtradition, fx Blodskirken i Sankt Petersborg (1883-1907) af Alfred Parland (1842-1920). I Moskva fik den internationale art nouveau-stil en fornem repræsentant i Fjodor Sjekhtel (1859-1926).

Efter Oktoberrevolutionen søgte en ny arkitektgeneration af konstruktivister at skabe en "revolutionær" sammenhæng mellem form og funktion. En del projekter forblev utopier, men i både Moskva og Sankt Petersborg findes flere markante bygningsværker af Konstantin Melnikov, Moisej Ginzburg (1892-1946) og brødrene Viktor (1882-1950), Aleksandr (1883-1959) og Leonid Vesnin (1888-1933).

Der opstod en vis dialog med vesteuropæiske funktionalister. Med indførelsen af den socialistiske realisme under Josef Stalin ændredes forholdene, og projektet til Sovjetternes Palads i Moskva (1933) betegner vendepunktet.

Antikke og andre historiserende elementer blev forenet med national russisk tradition, fx hos Vladimir Gelfreich (1885-1967) og Boris Jofan (1891-1970). Retningen dominerede, indtil man i 1960'erne vendte tilbage til et mere funktionelt byggeri.

I tiden efter 1991 har den nyrussiske byggeskik, der bruger elementer fra middelalderens arkitektur, igen spillet en vigtig rolle.