Norges arkitektur (fra barok til 1850)

Norge – arkitektur (fra barok til 1850), Efter Reformationen i 1536 indtrådte en stilstand i kirke- og bybyggeriet. På landet fortsatte den traditionelle byggeskik med variationer fra dal til dal; Gudbrandsdalen rummer den ældste bevarede og rigeste folkelige bygningskultur. Under det bygningsmæssige opsving i 1600- og 1700-t. var træhuse stadig det mest almindelige, men mange brande gjorde, at meget gik tabt. I Christian 4.s nyanlagte Oslo blev murstensbygninger dog et krav. I 1700-t. opstod indflydelse fra Frankrig og Skotland i Bergen og Trondheim og i Østlandet fra bl.a. Tyskland; barok- og rokokostil afspejles i Kongsbergs kirke (1761) og i Stiftsgården i Trondheim (1778), Europas største træbygning.

Nyklassicismens byhuse og herregårde fra omkring 1800 har paralleller til dansk arkitektur, men er opført i træ og malet i hvidt eller gult. I begyndelsen af 1800-t. blev akademisk uddannede arkitekter indkaldt fra København, bl.a. C.F. Harsdorff og C.F. Hansen, og efter 1814 intensiveredes aktiviteten i Oslo; vinkelret i forhold til den nyanlagte akse, den monumentale Karl Johans gate, anlagdes den kongelige residens af H.D.F. Linstow (1848), og 1840 påbegyndtes opførelsen af universitetet ved H. Grosch.