Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien - arkitektur - barok og nyklassicisme

Oprindelig forfatter EBuc Seneste forfatter Redaktionen

Den barokke stil, hvor renæssancens arkitektoniske elementer blev omsat til et nyt og dynamisk formsprog, opstod i Rom i slutningen af 1500-tallet. En storstilet bygherre var pavestolen, der allerede under Sixtus 5. (1585-90) iværksatte et større byggeprogram, der som et led i modreformationens fornyelse skulle gøre Rom til den kristne verdens smukkeste by.

Det tidligste egentlige barokbyggeri er facaden til kirken Santa Susanna (1603) i Rom, hvor Carlo Maderno ved hjælp af en vekslen mellem halvsøjler og nicher og ved at anbringe to sæt dobbelte halvsøjler omkring portalen har frembragt en plastisk og levende facade, rig på dybdeskabende lys-skygge-effekter og med den for barokarkitekturen karakteristiske accentuering af midtpartiet.

Kort efter, i 1607, påbegyndte Maderno fuldførelsen af Peterskirken, der blev et af barokkens store byggeprojekter. Maderno føjede et langhus til Michelangelos kuppelhvælvede kirke og opnåede ved at fremhæve kirkens centrale portaler at placere facadens søjler stadig tættere hen mod indgangene.

Annonce

I højbarokken (1625-75) påbegyndte Giovanni Lorenzo Bernini den ovale plads foran Peterskirken, omgivet af buede kolonnader. Blandt andre af Berninis romerske arbejder er ovalkirken Sant' Andrea al Quirinale (1658-70) samt pave Urban 8.s Palazzo Barberini (1628-33) og kardinal Flavio Chigis Palazzo Chigi-Odeschalchi (påbegyndt 1664), begge inspireret af renæssancens klassiske paladsarkitektur, men med barokkens tydelige betoning af indgangspartiet.

En samtidig rival til Bernini var Francesco Borromini, der med meget originale planløsninger, stærkt bevægede facader og interiører skabte den lille ovale kirke San Carlo alle Quattro Fontane (1634-67), Sant' Agnese-kirken (1653-57) på Piazza Navona og Sant' Ivo della Sapienza (1642-61), hvis dristige, stjerneformede grundplan fortsætter op i kuplen.

Til højbarokkens øvrige fremtrædende arkitekter hører Pietro da Cortona, som i Rom bl.a. opførte SS. Martina e Lucca (1635-50), og Carlo Rainaldi, der var arkitekten bag en af Roms største kirkefacader, Sant' Andrea delle Valle (1624-65).

Mod slutningen af 1600-tallet domineredes den romerske arkitektur af Carlo Fontana, som perfektionerede en mere klassicerende akademisk version af italiensk barokarkitektur, bl.a. kirken San Marcello al Corso (1682-83), der trods sin konkave facade udstråler en anderledes statisk ro.

Parallelt med den sene, klassicerende barok udvikledes ca. 1725-50 en italiensk version af rokokostilen, hvis lethed bl.a. ses i facaden på Gabriele Valvassoris (1638-1761) romerske Palazzo Doria-Pamphilii (1735), men kan også genkendes i Francesco de Sanctis elegant kurvede Spanske Trappe (1723-26).

En særlig rolle i den sene barokarkitektur indtog Piemonte, hvor bl.a. Guarino Guarini og Filippo Juvarra i slutningen af 1600-tallet gjorde Torino til Italiens førende arkitekturby. Den Borromini-inspirerede Guarini opførte bl.a. Cappella della SS. Sindone (1668-90, næsten helt ødelagt ved brand 1997), der har en særegen, sneglehuslignende kuppel, og den Fontana-inspirerede Juvarra forestod en række mere klassicerende, franskinspirerede bygningsværker, bl.a. Superga-kirken (1717-31) og Stupinigi-slottet (1729-33) for fyrstehuset Savoyen.

I Venezia, ved indsejlingen til Canal Grande, opførte Baldassare Longhena den ottekantede Santa Maria della Salute (påbegyndt 1631), hvor store, spiraldekorerede volutter skaber en næsten organisk forbindelse mellem den bredere kirke og dens smallere kuppel.

Fra slutningen af 1700-tallet tabte Rom terræn til Paris som førende på det kunstneriske område. 1800-tallets arkitekter fortsatte Fontanas klassicerende linje: I Rom opførte Rafaele Stern (1774-1820) det nyklassicistiske skulpturgalleri Braccio Nuovo (1817-22) i Vatikanmuseet, og Giuseppe Valadier (1762-1859) fuldførte Piazza del Popolo (1794-1831), mens Pietro Bianchi (1787-1849) byggede kirken San Francesco di Paola (1816-24) i Napoli; dens indre er inspireret af det antikke Pantheon, pladsen med den omsluttende kolonnade af barokkens pladsarkitektur.

Læs om Italiens arkitektur efter 1850.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elisabeth Buchwald: Italien - arkitektur - barok og nyklassicisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100070