Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bolivia - arkitektur og billedkunst

Oprindelig forfatter KESch Seneste forfatter HaAn

Højlandsindianere grundlagde i 600-t. Tiahuanaco-kulturen i det vestlige Bolivia syd for Titicacasøen. Gennem 500 år bredte imperiet sig og efterlod keramik, metalarbejder, tekstiler og en monumental arkitektur, bl.a. Calasasaya-templet. Senere har bl.a. inkaerne i tiden op til den spanske erobring efterladt sig spor i form af kunsthåndværk og bygningsrester. De spanske erobrere bragte renæssance- og barokarkitektur til landet. Arkitekturen var fortrinsvis jesuitisk, men udført af indfødte håndværkere; derved opstod i sidste halvdel af 1700-t. kolonitidens "mestizo-barok", kendetegnet ved en ophobning af ornamenter, anvendelse af indianske motiver fra den lokale flora og fauna samt aymara-quechuakulturens forkærlighed for monotone gentagelser. Eksempler på denne stil er San Francisco-kirken i La Paz (1549) samt templer og klostre i Potosí og Sucre.

Koloniens malerkunst profileres af Pérez de Holguin (1660-1733). I 1920'erne begyndte de bolivianske kunstnere mere åbenbart at udvikle et selvstændigt udtryk. Efter maleren Cecilio Guzmán de Rojas' død i 1950 dukkede der kubistiske, nyimpressionistiske, ekspressionistiske og surrealistiske strømninger op. Blandt dette århundredes kunstnere bør fremhæves Marina Nuñez del Prado (1912-95), Roberto Berdecio (1913-96), María Eloy Vargas Cárdenas (f. 1928) og Roberto Arnal (f. 1930).

Læs mere om Bolivia.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Erik Schøllhammer: Bolivia - arkitektur og billedkunst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49255