Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Østrig - arkitektur

Oprindelig forfatter UrsFu Seneste forfatter Redaktionen

Østrig. Wiens gotiske domkirke, Stephansdom, blev opført fra 1304 over en nedbrændt senromansk kirke, hvis vestparti med to tårne er delvis bevaret (tv.). Det 136,7 m høje sydtårn fuldførtes i 1433; det ufuldførte nordtårn gemmer sig bag det stejle tag med geometrisk dekoration i glaserede tegl, bygget omkring 1450 af Hans Puchsbaum. Kirken blev beskadiget under tyrkernes belejring af Wien i 1683. Under 2. Verdenskrig sank den næsten i grus, men bygningen med det folkelige navn Steffls genopstod ved en kollektiv østrigsk indsats.

Fra den tidlige middelalder er det først og fremmest kirkearkitekturen, der kendes.

Fra middelalderen til ca. 1850

Fra karolingisk og romansk tid er der bevaret en række små, enskibede kirker, særlig langs Donau, med lombardiske og tyske stiltræk. Fra 1100-tallet skete der et opsving i kirke- og klosterbyggeriet med vigtige centre i bispesæderne Salzburg og Brixen (Bressanone) i Sydtyrol; klostre blev oprettet i bl.a. Melk, Göttweig, Klosterneuburg, Heiligenkreuz og Zwettl.

Fra 1300-tallet blev gotikken dominerende, og den kom til udtryk i en række hallekirker som Stephansdom, Sankt Maria am Gestade og Minoritenkirche, alle i Wien. Sengotikken blev præget af cistercienserne, som det ses i klosterkirken i Zwettl ved Linz.

Annonce

Blandt 1400-tallets profanarkitektur kan fremhæves Bummerlhaus i Steyr, Kornmesserhaus i Bruck an der Mur og Goldenes Dachl i Innsbruck.

Renæssancen fik ikke stor udbredelse i Østrig, mens barokken, der kom fra Italien, blev udnyttet af Karl 5. og hans efterfølgere i religionsstriden mellem de katolske habsburgere og protestanterne. Til fuld udfoldelse kom barokken dog først efter tyrkernes nederlag ved Wiens porte 1683.

Wien. Karlskirche. Johann Bernhard Fischer von Erlachs hovedværk er Karlskirche i Wien, påbegyndt 1715 og ligesom biblioteket i Hofburg fuldendt af hans søn, Joseph Emanuel Fischer von Erlach (1693-1742). I Karlskirche forbindes det romerske med en strengere fransk influeret klassicisme.

En række østrigske arkitekter fik banebrydende betydning for europæisk arkitektur i 1700-tallet, særlig Johann Bernhard Fischer von Erlach med bygninger som Schönbrunn, Hofbibliothek og Karlskirche i Wien, Johann Ludwig von Hildebrandt med bl.a. Schwarzenbergpalais og Belvedere, ligeledes i Wien, samt Jakob Prandtauer med klostrene Sankt Florian ved Linz og Melk. I modsætning til denne pompøse barok står det tidlige 1800-tallets borgerlige, forfinede biedermeierarkitektur.

Fra ca. 1850 til 2000

Historicismen havde glimrende betingelser i Wien, dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarns centrum. Særlig markant udfoldedes den i de monumentale bygninger, der blev opført i forbindelse med anlæggelsen af Ringstraße.

1871-76 var den tyske arkitekt Gottfried Semper virksom i Wien, hvor han sammen med Karl von Hasenauer projekterede og opførte bl.a. Burgtheater og Neue Hofburg, inspireret af renæssance og barok.

Kunst. Giv tiden dens kunst. Giv kunsten dens frihed står der med bronzebogstaver over indgangen til Secessionsbygningen i Wien. Udstillingsbygningen, som den nydannede kunstnergruppe Secession opførte i 1897-98 med Joseph Olbrich som arkitekt, er et af jugendstilens hovedværker. I kejsertiden har ordene kunnet gouteres, men da Østrig i 1938-45 var indlemmet i Det Tredje Rige, var ordenes virkning for stærk for regimet, og bogstaverne blev taget ned.

Den danskfødte Theophilus Hansen opførte bl.a. Parlamentsbygningen i klassicistisk græsk stil, Friedrich von Schmidt (1825-91) det nygotiske rådhus og Heinrich von Ferstel (1828-83) Votivkirche og universitetet.

Omkring 1900 dyrkedeOtto Wagner i Wien både jugendstilens dekorative billedsprog (bl.a. stationsbygninger til Stadtbahn) og dens mere saglige og konstruktive form (Postsparkasse, 1904-06) og skabte dermed et brud med historicismen.

I jugendstilens tegn virkede tillige hans elever Josef Hoffmann og Joseph Maria Olbrich. Adolf Loos og hans puristiske arkitekturfilosofi banede teoretisk og praktisk vejen for funktionalismen, der videreudvikledes af Josef Frank samt Rudolph Schindler, der emigrerede 1914 til USA og blev fulgt af Richard Neutra i 1923.

Efter 2. Verdenskrig flyttede landets arkitektoniske tyngdepunkt fra Wien til Linz, Innsbruck og Graz.

Østrig. Haas-Haus i Wien blev opført 1987-90 efter tegninger af arkitekten Hans Hollein, en af de førende repræsentanter for postmodernismen. Huset ligger over for Stephansdom og spejler i sin facade af marmor og glas den mægtige, middelalderlige kirkebygning. Haas-Haus rummer bl.a. butikker, caféer og kontorer omkring et rummeligt atrium.

Blandt nyere arkitekter er Gustav Peichl (f. 1928) med de funktionalistisk udformede studier for Österreichischer Rundfunk i flere østrigske byer (1980-83), Günther Domenig (1934-2012) med den skulpturelle klosterskolekantine i Graz (1977), Hans Hollein med det postmodernistiske Haas-Haus i Wien (1987-90) samt Wilhelm Holzbauer (f. 1930), Adolf Krischanitz (f. 1945) og arkitektfirmaet Coop Himmelblau (dannet 1968).

Maleren Friedensreich Hundertwasser engagerede sig også i arkitektur og opførte 1986 boligbebyggelsen Hundertwasser Haus i Wien. Se også Wien.

Læs mere om Østrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ursula Fugmann: Østrig - arkitektur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185215