Faktaboks

Ulfborg Kirke
Sogn
Ulfborg Sogn
Provsti
Ringkøbing Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Holstebro Kommune
Ulfborg Kirke

Ulfborg Kirke er en romansk kvaderstenskirke, der består af et kor, et skib, et tårn og et våbenhus. Der er også et kapel. Foto: 2012.

Ulfborg Kirke
Af .
Ulfborg Kirke

Ulfborg Kirke.

Ulfborg Kirke
Af .
Ulfborg Kirke

Ulfborg Kirke.

Ulfborg Kirke
Af .
Licens: Brukerspesifisert
Ulfborg Kirke

Ulfborg Kirkes tårn er opført i senmiddelalderen. Tårnrummet, der nu fungerer som våbenhus, dækkes af et krydshvælv og klokkestokværket har mod alle verdenshjørner et falset, rundbuet glamhul.

Ulfborg Kirke
Af .

Ulfborg Kirke er en sognekirke, der ligger i Ulfborg Kirkeby cirka 20 km sydvest for Holstebro. Kirken ligger i den østlige udkant af bebyggelsen, der er opstået i nyere tid. I ældre tider lå kirken derimod ret ensomt med de omkringliggende gårde spredt rundt i landskabet.

Kirkegården

Kirkegården er indhegnet af sten- og græsklædte jorddiger og synes at have bevaret de gamle grænser. Indgangene i vest, syd og nordøst udgøres af murede porte med tage af tegl, hvoraf den søndre er den primære med køre- såvel som ganglåge.

Kirkebygningen

Bygningen er en romansk kvaderstenskirke, der består af et kor og et skib, hvortil der i senmiddelalderen er tilføjet et tårn i vest samt et våbenhus på sydsiden. Kapellet øst for våbenhuset er ligeledes fra sengotisk tid, mens yderligere et kapel på korets sydside formentlig er lidt yngre. Bygningen og inventaret bærer stærkt præg af tilhørsforholdet til herregården Nørre Vosborg.

De romanske dele er opført i granitkvadre over en sokkel med skråkant, hvoraf enkelte sten dog er suppleret af en tovsnoning. På korets mur er der en reliefudsmykning i form af en kvader med ansigt, og i den vestre kirkegårdsportal ses en kvader med løvelignende dyr. Af oprindelige åbninger er to rundbuede vinduer bevaret i skibet, mens et tilsvarende vindue i korets østfacade er tilmuret. De to retkantede døre i skibets vestende er begge bevaret, den nordre dog tilmuret. I det indre dækkes kor og skib af flade bjælkelofter.

Tårnet, der er opført i senmiddelalderen, er opført i genbrugte granitkvadre og munkesten. Det rejser sig i tre stokværk (altså etager) med trekantgavle i nord og syd, den nordre med en blændingsdekoration (dvs. dekoration af murnicher) i form af et korset kors. Tårnrummet, der nu fungerer som våbenhus, dækkes af et krydshvælv og klokkestokværket, dvs. der hvor klokkerne hænger, har mod alle verdenshjørner et falset, rundbuet glamhul (dvs. vinduer, hvorfra klokkens klang kan undslippe).

Våbenhuset, der er fra samme periode, er opført ud for skibets syddør. Byggematerialet er munkesten, og facaden prydes af en stor, rundbuet arkadeblænding, et egnstypisk træk, der genfindes på en lang række af områdets våbenhuse.

Korsarmen eller kapellet øst for våbenhuset er opført i kvadre og mursten i senmiddelalderen, men bærer på gavlen årstallet "1763", hvilket formentlig hentyder til en istandsættelse, hvorunder det oprindelige hvælv blev nedtaget. Det forbinder sig i det indre til skibet med en rundbuet arkade.

Det mindre kapel øst herfor synes at være opført omkring år 1550 som sidste hvilested for ejerne af Nørre Vosborg. Det er ligeledes i kvadre og mursten, men har nyere, svungne gavlkamme, hvilke kan være tilføjet i 1776 jævnfør årstallet på gavlen. Det dækkes i det indre af to fag og et krydshvælv, der åbner sig mod koret via en rundbuet arkade.

Kalkmalerier

På skibets nordvæg ses en velbevaret, sengotisk kalkmalet fremstilling af Skt. Jørgen og dragen, første gang registreret i 1938, men fremdraget og restaureret i 1978.

I den søndre korsarm er der på østvæggen bevaret en draperibemaling omkring et epitafium, dvs. et mindesmærke, fra 1791, og i det tilstødende kapel er der på hvælvribberne skabelonmalede borter, der formentlig er yngre end hvælvene.

Kirkens inventar

Ulfborg Kirkes indre.
I Ulfborg Kirke er der en såkaldt lektorieprædikestol på tværs af kirken. En lektorieprædikestol er en skranke eller væg mellem skibet og koret med et galleri, som præsten kan gå op på til prædikestolen.
Af /Nationalmuseet, Danmark.

Fra kirkens ældste tid er et alterbord af granitkvadre og granitdøbefonten bevaret, sidstnævnte af den vestjyske bægerbladstype.

Altertavlen, der er restaureret adskillige gange, er fra 1585.

Mest bemærkelsesværdig er dog den prægtige lektorieprædikestol, dvs. en skranke eller væg, placeret mellem kirkens skib og kor, med pulpitur (dvs. et ophøjet galleri til kirkegængere, sangere eller orgel), der er fremstillet før 1587, og som strækker sig på tværs af kirken, omtrent hvor triumfmuren stod.

Lektoriets 15 rundbuede arkadefelter smykkes af motiver fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Skibets vestpulpitur er fra 1642.

Gravminder

I kapellet er der ved østvæggen rejst et stort og fornemt udsmykket epitafium af sandsten og marmor over rigsråd Preben Gyldenstierne (1548-1616) og hans to hustruer. Kisterne er nedsat i en underliggende gravkrypt. Desuden er der flere epitafier og mindesten over bl.a. tidligere præster.

På kirkegårdens sydøstlige del er en stor høj med en ny aflukket gravkælder for Nørre Vosborgs ejere, i hvilken bl.a. officeren og godsejeren H. Frantz von Schwanewede (1637-1697) blev begravet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig