Faktaboks

Søndersø Kirke
Sogn
Søndersø Sogn
Provsti
Bogense Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Nordfyns Kommune
Søndersø Kirke
Søndersø kirke. Kirken står med karakteristiske bælter af genanvendte kvadersten som kontrast til resten af murværket, som er hvidkalket.
Søndersø Kirke
Licens: CC BY SA 3.0

Søndersø Kirke er en romansk landsbykirke, som i lighed med andre kirker i samme periode har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid – særligt i senmiddelalderen, hvor en del af kirkens tilbygninger kom til. Kirkens nordkapel rummer en hel række af sengotiske kalkmalerier, som centrerer sig om Jomfru Marias historie.

Kirken ligger i landsbyen Søndersø mellem Bogense og Odense, ca. 13 km fra begge byer.

Kirkebygning

Søndersø Kirke
Kirkerummet i Søndersø Kirke er præget af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter, som for nordkapellets vedkommende er dekoreret med kalkmalerier. Altertavlen og prædikestolen har en farveholdning, som stammer fra 1974-1978 i grå og støvede grågrønne og gråblå nuancer, mens kirkebænkene står i en mørk blommefarve. Foto: 2018.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid. Senere i middelalderen, i gotisk tid, blev et våbenhus føjet til på skibets nordside, et tårn på kirkens vestende samt to kapeller, både et nordre og søndre, bygges også til. Derudover overhvælvedes skibet, og koret forlængedes mod øst.

Kirken står med karakteristiske bælter af genanvendte kvadersten i facaderne på senmiddelalderens tilbygninger som kontrast til resten af murværket, der er hvidkalket.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Søndersø Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre og kampesten. Den romanske kirke er kun sporadisk bevaret i de enkelte dele af koret og skibet, som ikke er berørt af senmiddelalderens udvidelser. Den har dog sandsynligvis fulgt den traditionelle, romanske grundplan med et skib og et smallere kor mod øst.

De gotiske tilbygninger

Fælles for senmiddelalderens om- og tilbygninger er, at de alle er udført i gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten. Derudover er genanvendte kvadre fra den romanske kirke brugt enkelte steder.

Senmiddelalderens byggekampagner strakte sig fra midten af 1400-tallet og frem til 1500-tallet. Koret har formentligt været det første, man er gået i gang med. Det forlænges og bygges delvist med genanvendte granitkvadre, som i facaden er brugt til at danne såkaldte prydskifter, som i dag ses som synlige bælter af kvadre i kontrast til det ellers hvidkalkede murværk. Korbygningens trappeformede gavl med kamtakker er prydet med en relativt enkel blændingsudsmykning i form af murede nicher – et typisk træk ved gotisk arkitektur.

Kirkens våbenhus er opført ud for den gamle norddør. I våbenhusets fladloftede indre er østvæggen udsmykket med fire rundbuede vægnicher. Formentligt har en nu fjernet muret bænk strakt sig foran nicherne. Våbenhusets trappeformede gavl med kamtakker er i lighed med koret udsmykket med blændinger.

Både syd- og nordkapellet forbindes til skibet via rundbuede arkader. Det søndre er formentligt opført lidt tidligere end det nordre. Begge bygninger har også de karakteristiske bælter af munkesten i facaden og de kamtakkede gavle og er overhvælvede. Nordkapellet rummer sengotiske kalkmalerier.

Tårnet er opført ved skibets vestgavl. Pyramidetaget er nyere og stammer fra 1753, men har sandsynligvis erstattet typiske middelalderlige kamtakkede spidsgavle mod øst og vest. Tårnrummets ottedelte hvælv er ganske særligt og meget rigt ornamenteret med stjerneformet muret dekoration i midten.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter, som for nordkapellets vedkommende er rigt dekoreret med sengotiske kalkmalerier. Kirkens inventarstykker, såsom altertavle og prædikestol, har en farveholdning, som stammer fra 1974-1978 i grå og støvede grågrønne og gråblå nuancer, mens kirkebænkene står i en mørk blommefarve.

Kalkmalerier

Søndersø Kirke

Kalkmalerier på hvælvets murflader. Her ses Jomfru Marias historie op til og umiddelbart efter Jesu fødsel med bl.a. bebudelsen, forkyndelsen og Jesu fødsel. Foto: 2007.

Søndersø Kirke
Af .
Søndersø Kirke

Kalkmalerier i Søndersø Kirke. Her ses fødslen og bebudelsen for hyrderne. Foto: 2007.

Søndersø Kirke
Af .
Søndersø Kirke

Kalkmalerier i Søndersø Kirke. Her ses vestre flig med maleri af Markusløven og en del af apokalyptisk Madonna, Maria i solgissel. Foto: 2007.

Søndersø Kirke
Af .

Nordkapellets sengotiske kalkmalerier har sandsynligvis dækket hele rummets hvælv og nogle vægflader, men det afdækkede motiv ses i dag tydeligst på nordvæggen. På den østlige del er en fremstilling af "Marias Himmelkroning" med Maria på en bænk mellem sin søn Kristus og Gud Faderen, som sætter en stjerneprydet krone på hende. Mod vest på nordvæggen er afbildet "Gregorsmessen". Her ses paven, Gregor den Store, knælende for sit alter med hænderne foldet i bøn, hvor Kristus viser sig for ham.

På kapellets østvæg er en fremstilling af den "Apokalyptiske Madonna" omsluttet af en flammende sol og rosenkrans. Maria står med glorie og bærer det nøgne Jesusbarn.

Derudover ses på hvælvets murflader scener fra Jomfru Marias historie op til og umiddelbart efter Jesu fødsel med bl.a. bebudelsen, forkyndelsen og Jesu fødsel.

Inventar i Søndersø Kirke

Inventaret i Søndersø Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont i granit. Fodens hjørner er udsmykket med kattehoveder i relief, givetvis løver eller pantere. Kummen er inddelt i fire felter af store figurer med fremspringende hoveder. De forestiller hhv. en løve, Kristus med korsglorie og med sin hånd hævet i en velsignende gestus samt to apostle – måske Peter og Paulus, som kirken er dedikeret til.

Inventar fra middelalderen

Kirken råder over en jernbunden dør, som blev skænket til kirken i 1483. Den er udført i fire svære egeplanker, som har dekorative jernbånd med latinske indskrifter: ”Fru Cecilie i Herrens år 1843 / Så såre du lister ind i helligdommen / da betænk hvorfor du er født menneske / så læs og syng og udgyd bøn for Kristus / Her er Herrens Port de retfærdige går ind ad den / de hellige apostle / Peters og Paulus’ kirke”.

Inventar fra nyere tid

Altertavlen er fra 1949 og rummer altermaleriet, som er fra samme år. Maleriet, som er udført af Stefan Viggo Pedersen, forestiller korsfæstelsen med Kristus hængende på korset.

Gravminder

Kirken rummer en række gravminder fra renæssancen. Blandt disse kan nævnes en sten sat over Elisabeth Bryske fra 1582, som er udført i sort marmor med helportræt af den afdøde. Kjolen er udført med stor detaljeringsgrad med brokade hugget i relief. Den lå oprindeligt i slægtens gravkrypt under koret, men er i dag opsat på korets nordvæg.

Gert Bryske og hustru Anne Viffert – forældre til Elisabeth Bryske – har fået opsat en sten over sig i 1552. Den er i grå kalksten og med fuldfigursportætter af ægteparret. Den er i dag opsat på korets sydvæg, men har i lighed med deres datters gravsten ligget i korgulvet over slægtens gravkrypt.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig