Sonnerup Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Sonnerup Kirke, hvor de ældste dele er bygget af frådsten. Af den romanske kirke er kun bevaret skibets mure, men kirkens grundplan har været den traditionelle, romanske med kor med apsis mod øst og skib. Kirken er født med flade trælofter, og får først senere hvælv. Værd at bemærke er dog kirkens rigt udformede høje korbue med søjler. Korbuen er fornyet, men er i sin kerne romansk.

I 1400-tallet forlænges skibet mod vest. Tilbygningen er opført i gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten. Forlængelsens vestgavl fra inden tårnet blev bygget på, kan stadig ses indvendigt i tårnet, og er dekoreret med blændingsdekorationer i form af høje murede nicher – et typisk træk ved gotisk arkitektur.

Også tårnet er bygget af munkesten, og opført i begyndelsen af 1500-tallet. Tårnrummet forbindes til kirkeskibet via en høj, spidsbuet arkade, og rummet overdækkes af et krydshvælv. Øverst, har tårnet parvise glamhuller mod hvert verdenshjørne, hvorfra klokkens klang kan undslippe, og gavlene er udformet efter gotisk forbillede med trappeformede kamtakker og blændingsdekorationer.

I 1875 undergik kirken en større istandsættelse, og i den forbindelse opføres det nuværende våbenhus og korbygningen. Et kor med apsis blev opført i frådsten efter romansk stil og med gammel murerteknik – ligeledes med våbenhuset mod syd.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de udsmykkede hvælvede lofter, som for skibets vedkommende stammer fra omkring år 1400, mens korets er fra korbygningens opførsel i 1875. Kirkens større inventarstykker, såsom prædikestol og altertavle står i mørk, afrenset eg.

Skibets hvælv er udsmykket med geometriske dekorationer i rødlige og grønlige nuancer på loftsbuerne i middelalderlig stil udført i forbindelse med kirkens store istandsættelse i 1800-tallet. Der er også fundet spor efter romanske kalkmalerier fra 1200-1250, som dog ikke står synlige i dag.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som noget utraditionelt, har en firkantet kumme. Dens uregelmæssige sideflader har på den ene side et latinsk kors mens der på de andre er tvillingearkader i relief. Størstedelen af døbefontens fod er skjult i gulvet.

Altertavlen er fra 1626, og har rigt udskårne sidevinger og topstykker med bl.a. englehoveder, kvindefigurer og akantusranker med drueklaser. Tavlen står i dag i renset eg med felter som er fornyede og moderne bibelindskrifter, og med et gyldent alterbillede af Maja Lisa Engelhardt i 2019.

Prædikestolen er kun et par år yngre end altertavlen, og udført i samme stil i 1632. Dens fire fag har relieffer af gravlæggelsen, opstandelsen, himmelfarten og dommedag. Den sekssidede lydhimmel over prædikestolen har en rigt profileret underside med en malet helligåndsdue.