Sankt Nicolai Kirke (Køge)

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Her fik man mulighed for at bygge lettere konstruktioner, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

Langhuset betegner både skibet og koret, der er bygget på samme tid, men den gotiske kirke har erstattet en tidligere. Ved udstikningen af den nye købstads regelrette plan fra 1259-1286 er der tydeligt sat plads af til kirken, så den tidligere kirke må være fra anden halvdel af 1200-tallet. Rester af denne kirke eksisterer stadig i tårnets østlige mur, hvor tårnets underdel fra 1300-tallets begyndelse må være blevet bygget udenpå den tidligere kirke, da det er ældre end langhuset.

Tårnet har om hjørnerne svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, og det har oprindeligt haft tvillingedelte spidsbuede vinduer i alle tre ydersider, da det stod frit. Nu er kun det vestlige bevaret. Højere oppe er murene udført i bælter med kridtsten, og her er der tre lyssprækker, der kan have tjent som skydeskår. Herover er der glamhuller til klokkernes lyd, men i 1400-tallet blev tårnet forhøjet, hvorfor klokkerne blev flyttet til etagen ovenover. Dets taggavle er prydet af fine højblændinger og kamtakker, som mod øst brydes af en karnap, der kaldes Lygten.

Mod øst kan man af grundplanen se et lige afsluttet, treskibet langhus, hvis sideskibe i vest dækker tårnets nordlige og sydlige mure. Som sådan er planen enkel, men til gengæld er dimensionerne anselige.

Langhuset er angiveligt opført i perioden 1375-1400 efter pommersk forbillede. Bygningen er efter middelalderlige forhold opført hurtigt, hvilket kan ses af, at den er lavet i en ualmindelig ensartet stil.

Som vanligt i middelalderen er byggeriet begyndt mod øst og er ført videre vestpå i flere etaper. I første etape byggede man de fire østlige fag af hoved- og sideskibene, i den anden de tre vestlige fag, og i den tredje periode førte man sideskibene forbi tårnet.

Sidemurene er tydeligt inddelt i fag, som markeres med støttepiller, og herimellem er der spidsbuede vinduer sat i spidsbuede murfelter. Sideskibenes vestlige gavle har spidsbuede døre, herover spidsbuede blændinger, hvor vinduer er muret til. Øverst er der højblændinger og kamtakker, som angiveligt er muret om i 1875. Mod øst har skibets gavl et stort firkantet murfelt med et femdobbelt, spidsbuet vindue sat i et spidsbuet felt. Herover er der højblændinger med pudset bund og kamtakker, som på sideskibene, der også har vinduer i gavlene.

Selvom sakristiet (nu våbenhus) ikke er bygget direkte sammen med kirken, må det alligevel være planlagt allerede, da sideskibet blev opført. Der, hvor sakristiet står, har sideskibets mur nemlig aldrig haft støttepiller. Bortset herfra er den stærkt ommurede og forvanskede tilbygnings alder ret vanskelig at bedømme. Vinduerne og norddøren er henholdsvis fra 1871 og 1870, og taggavlen er udvendig helt muret om.

Den store udbygning på sydsiden benyttes også som våbenhus, og den er sandsynligvis fra tiden omkring 1416. Det to fag lange kapel har på langsiderne fag markeret af lisener, som også er omkring de sydlige hjørner. Den moderne syddør og trepas, dvs. en trekløverformet figur, derover omgives af en stor, oprindelig spidsbuet blænding, som sidder i et spidsbuet felt under gavlens højblændinger og kamtakker.

Kirken er i det indre hvidkalket med få kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Med teglstenene kunne man lave de lette, opadstræbende hvælv i et let aflæseligt system, som man i gotikken foretrak. Hvert fag markeres således af et sæt af søjler, hvorfra lisener løber op i fagenes hvælv. Mellem hoved- og sideskibene er der spidsbuede arkader. Over arkaderne er højmurene dekoreret med blændinger. Denne del kaldes triforiet, og dets blændinger er lidt forskellige og viser her tydeligt de første to byggefaser.

Tårnrummet har en herhjemme helt enestående, korsformet grundplan af pommersk type. I hver af de tre ydervægge åbner der sig brede og dybe nicher, som er lidt lavere end tårnrummet og behandlet som små kapeller.

Senest i 1551 opførte man de to skillemure, hvorved de to vestligste fag af sideskibene blev udskilt som selvstændige rum.

I lighed med de fleste pommerske bykirker havde Køge Kirke i middelalderen blanke mure såvel udvendig som i det indre. Her var kun undersiderne af arkadernes buer samt hvælvingernes kapper pudsede og hvidtede.

Det tidligere korgitter, der er gotisk, er angiveligt fra årene lige efter Reformationen i 1536. Det er nu i afkortet og ændret stand anbragt i østfaget i nordre sideskib. Her er bl.a. bevaret de to store fløjdøre med slanke, snoede søjler, som afsluttes i krydsende rundbuer. På begge sider af dørene er der udskæringer, der svarer til udskæringen på de ældste, gotiske bænke.

Det vestlige pulpitur, dvs. det ophøjede galleri, er i højrenæssancestil fra 1586. Det er sikkert udført af snedker Henrik Reinike i Køge. Det er nu delt i to dele, anbragt hver på sin side af indgangen fra tårnrummet under det nye orgelpulpitur. Adskilt af dobbelte pilastre, dvs. halvsøjler, er der arkader med malerier, hvis motiver passer til de syngende latinskoledrenge.

Fra syd ses Orpheus, Kong David, Calliope, Clio, Erato, Thaleia, Melpomene, Terpsichore, Evterpe, Polimnia og i endefelterne Sankt Mattheus og Sankt Markus. Nordpulpiturets billeder forestiller i endefelterne de to andre evangelister og en vase samt Rhetorica, Dialectica, Geometrica, Arithmetica, Astronomia, Musica, Auditus (hørelsen), Visus (synet), Tactus (følelsen), Olfactus (lugten) og Gustus (smagen). Af de ni muser mangler nu Urania, og af de syv frie kunster Grammatica.

I koret midt for alteret står den ottekantede døbefont af sort marmor og rød porfyr. Den romanske font blev forkastet i 1612 efter at en ung kvinde var blevet lokket til at urinere i den for at blive kureret for halten. Pigen, Johanne, blev derfor anklaget for hekseri. Fonten er nu på Køge Museum. Efterfølgende skænkede borgmesteren den nuværende, hvorpå der står en tak til Kong Christian 4. for at ende Kalmarkrigen.

Prædikestolen fra den sene renæssance er udført i 1624 af billedskærer Hans Holst fra Køge. Den har bruskbarokke detaljer med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Stolen har seks fag med firkantede felter med relieffer. De er myldrende fulde af figurer og alle med fint gennemarbejdede detaljer. Fra vest ses Jesu fødsel, korsfæstelsen, gravlæggelsen, opstandelsen, himmelfarten og Kristus som verdensdommer. I det sidste felt løfter en engel de salige til himmels, mens en djævel med dyrehoved ved hjælp af en trefork prikker de fordømte ned i helvede. På hjørnerne står otte hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, i form af apostlene.

Den tårnhøje, pagodeagtige himmel er formet som en sekssidet lanterne i tre etager, som bæres af søjler eller bøjler. I første etage, ses Jesu dåb, i anden Kristus med scepter og rigsæble. Mellem himlen og stolen er der et rygskjold med tre felter. I det midterste ses Christian 4.s kronede navnetræk, og i sidefelterne står Moses og Johannes Døberen.

Altertavlen fra 1652 er et mægtigt, bruskbarokt snitværk af Lorentz Jørgensen af Holbæk. Tavlen svarer både i komposition og billedvalg til mesterens storværker i Helsingør og Kalundborg. De skematiske, stive figurer virker som elementer i det rige, elegante bruskværk. Altertavlen har desuden flere figurative relieffer, og i bunden ses hyrdernes tilbedelse. I den centrale del adskilt af statuer af de fire evangelister er der i midten et relief af nadverens indstiftelse og i sidefelterne korsfæstelsen og gravlæggelsen. Ovenover ses et relief af opstandelsen med Adam og Eva på siderne og yderst Moses og Johannes Døberen. Herover ses himmelfarten og øverst frelserens ben i skyerne.

Der er desuden i kirken 13 epitafier, dvs. mindesmærker, fra perioden 1584 til 1745, og en lang række gravsten. Næst efter Roskilde Domkirke er Sankt Nicolai Kirke den i landet, der er rigest på gravsten, idet de nogenlunde bevarede tæller omkring 125. Hertil kommer talrige brudstykker. Den ældste gravsten er fra første halvdel af 1300-tallet, men de fleste er fra renæssance- og baroktiden, og næsten alle er borgerlige.