Faktaboks

Sankt Knuds Kirke
Sogn
Knudsker Sogn
Provsti
Bornholms Provsti
Stift
Københavns Stift
Kommune
Bornholms Regionskommune
Sankt Knuds Kirke

Sankt Knuds Kirke på Bornholm står hvidkalket med undtagelse af tårnet, der står i blank mur med synlige sten. Foto: 2008.

Sankt Knuds Kirke
Af .
Sankt Knuds Kirke

Sankt Knuds Kirke på Bornholm. Skibets, korets og apsissens gavle og mure står upudsede og uden dekorationer. Foto: 2008.

Sankt Knuds Kirke
Af .
Sankt Knuds Kirke

Sankt Knuds Kirke på Bornholm. Foto: 2008.

Sankt Knuds Kirke
Af .

Sankt Knuds Kirke er en sognekirke, der ligger næsten solitært midt i Knudsker Sogn ca. 3 kilometer øst for Rønne. Sankt Knuds Kirke er øens mindste tidlige middelalderkirke.

Kirkegården

Kirkegården er omgivet af hvidkalkede diger i kløvede sten, som indvendig er dækket af jord. De er angiveligt fra midten af 1800-tallet. Hovedindgangen med kørelåge ligger mod syd.

På kirkegården er der mod syd et ligkapel og et materielhus fra 1913.

Kirkebygningen

Kirken består af en romansk apsis, kor og skib samt et ligeledes oprindeligt, men i romansk tid udvidet og i 1878 ombygget vesttårn. Materialet i den romanske bygning er blandet, men hovedsagelig marksten. Desuden er der angiveligt i første halvdel af 1900-tallet bygget et våbenhus til foran syddøren, som kan indeholde middelalderlige rester.

Kirken står i dag hvidkalket med undtagelse af tårnet, der står i blank mur med synlige sten. Apsissen og tårnet har blytag, mens koret og våbenhuset har røde tegltage, og skibet har skifertag med bæverhaler, dvs. flade teglsten, der var almindelige indtil midten af 1500-tallet.

Skibets, korets og apsissens gavle og mure står upudsede og uden dekorationer, med undtagelse af en række konsoller under korets tag. I skibet har der oprindeligt været en portal mod syd og en mod nord, som utroligt nok begge er bevaret til i dag. Over sydportalen er der en rundbuet sten, der må være genbrug, for der er rester af et rundebånd på den.

Apsissen har vist i romansk tid kun haft ét vindue, som nu er usporligt indvendig, men i det ydre er det bevaret som en niche. Korets oprindelige lysåbninger er slugt af de store vinduer, der er kommet til i 1800-tallet. I skibet er der kun bevaret rester af et romansk vindue, men der har givetvis været to i den sydlige langmur og kun et i den nordlige.

Oprindeligt havde den romanske kirke et tårn, som dog i 1878-1879 blev næsten fuldstændig ombygget af arkitekt J.D. Herholdt til det nuværende, brede og tværstillede tårn. Det har indgangen til tårntrappen i den sydlige del af vestmuren, og ellers smykkes tårnets prunkløse murværk kun af et vindue ved siden af førnævnte dør og glamhullerne til lyden under taget. Det ny tårn er i hovedsagen disponeret som det gamle.

Det enkle våbenhus virker nu, efter flere ombygninger og istandsættelser i 1800- og 1900-tallet som en tilbygning fra ombygningernes periode. I dets vestmur, som er påfaldende tyk, er der dog sandsynligvis bevaret middelalderligt murværk.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af de høje, upudsede mure og det horisontale, gråmalede bjælkeloft fra 1906. Apsissen har halvkuppelhvælv, og koret et meget højtsiddende tøndehvælv. Korbuen er lille, og ind mod skibet flankeres den af to slanke, rundbuede og halvcirkulære nicher til sidealtre. Af dem er den nordlige niche intakt, mens den sydlige er gennembrudt af en opgang til prædikestolen.

I skibets vestende står der ind mod tårnet en romansk, men senere indbygget tværvæg, som bærer det nuværende tårns østmur. Den er gennembrudt af en meget bred, men lav, rundbuet arkade. Umiddelbart bag denne sekundære mur står skibets oprindelige vestvæg fuldstændig bevaret i henved 4 meters højde. Den er gennembrudt af en oprindelig arkade, som består af to ganske lave rundbuer, som hviler på en midtpille.

Inventar

Sankt Knuds Kirke
Kirkerummet i Sankt Knuds Kirke på Bornholm. Yderst til højre er prædikestolen med lydhimmel. Foto: 2020.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0
Sankt Knuds Kirke
Altertavlen i Sankt Knuds Kirke på Bornholm. Den er fra 1596 i renæssancestil og indeholder to malerier, som forestiller Isaks ofring og Kristus på korset. Foto: 2020.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Af middelalderligt inventar er der bevaret en romansk døbefont af granit. Den har en lav, uregelmæssigt hvælvet fod samt en kumme med stejle, skrå sider og rundstav, dvs. et profileret bånd, under randen.

I skibets norddør er en dør fra den senromanske periode bevaret. Den er af egetræ, og den smykkes indvendig af to udsavede plankekryds.

Prædikestolen er et enkelt arbejde fra renæssancen omkring 1500-tallets slutning. Den har fire fag med arkader. På stolens hjørner står fem naivt udskårne mandlige og kvindelige hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler. Prædikestolen har en samtidig himmel. Den har fire topstykker med små arkader, støttet af volutter på siderne, og høje, spidse trekantgavle. Under det glatte loft er der ophængt en udskåret due.

Altertavlen er fra 1596 i renæssancestil. Den har to fladbuede arkader med spinkle storsøjler imellem og på flankerne. I arkaderne er der to malerier, som forestiller Isaks ofring og Kristus på korset. Øverst er der et topstykke med form som en trekantgavl, som i midten har et malet Jehova-navn omgivet af stråler. Bemalingen er angiveligt fra 1700-tallet.

Alterskranken er i stil fra den sene empire-periode, og den må derfor være fra midten af 1800-tallet. De fem støtter beklædes på forsiden af søjler med kannelurer, dvs. lodrette riller, med bladkapitæler. I mellemrummene står der slanke, drejede balustre, og skranken har en profileret håndliste med tandsnitfrise.

Kirkens bænke er antageligt fra første halvdel af 1900-tallet, og de har enkle rygge med to fyldningsfelter og glatte gavle med trekantede topstykker.

Læs relevante ordforklaringer og artikler på lex.dk

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig