Sankt Catharinæ Kirke

Da kirken først blev opført i romansk tid, bestod den af et kor og et skib, som var bygget af munkesten. Den har formodentlig lignet den nærliggende Sankt Hans Kirke, som endnu står relativt uforandret. Kun et lille stykke bevaret murfremspring afslører denne oplysning, da alle væsentlige detaljer fra romansk tid ellers er forsvundet.

I begyndelsen af 1400-tallet gennemgik kirken sin første ombygning, da det romanske kor blev revet ned og erstattet med det nuværende, tresidede bygningsafsnit. Sankt Annæ Kapel, altså kirkens sydende hvor alteret nu står, blev tilbygget i midten af 1400-tallet. Fra gamle kort kendes også et formodentligt sengotisk våbenhus, som stod lige vest for Sankt Annæ Kapel. Dette våbenhus blev revet ned i 1829, da hovedindgangen blev flyttet til Sankt Annæ Kapel, hvor man opførte et klassicistisk indgangsparti.

Tårnet på skibets vestende er den sidste tilbygning fra 1400-tallet. Ligesom resten af kirken er også denne bygningsdel præget af senere ombygninger, og de svungne gavle i barokstil er for eksempel fra slutningen af 1700-tallet. Sådanne gavle er et typisk træk for nordjyske kirker. Det store indgangsparti i tårnets vestende er fra 1908, hvor kirkens hovedindgang igen blev flyttet. Den gamle hovedindgang i Sankt Annæ Kapel har siden fungeret som præstedør.

I 1793 brændte kirken. Ved det efterfølgende reparationsarbejde, besluttede man at genopføre gavlene på kirken, så de passede til tårnets svungne barokgavle. I 1855 tilbyggede man et kapel på kirkens nordside, og i 1867 fik vinduerne deres nuværende udseende.

Kirkens mest anselige ombygning skete dog først i 1924-1926, ved arkitekten Harald Lønborg-Jensen. Kapellet på skibets nordside blev revet ned, og erstattet af en kæmpemæssig, treskibet tilbygning, som var større end hele den gamle kirke. Ved samme lejlighed blev alteret flyttet fra koret til Sankt Annæ Kapel, og derfor er Sankt Catharinæ Kirke nu et sjældent eksempel på en kirke, hvor menigheden vender mod syd under gudstjenesten, frem for mod øst.

Den store nye tilbygning blev opført med respekt for kirkens øvrige udseende, og indgår derfor som en naturlig del af bygningen, til trods for dens anselige størrelse.

Kirkens indre præges i både den nye og gamle del af de høje, hvælvede lofter. Tilbygningen mod nord er af buerækker inddelt i tre skibe, og giver rummet en monumental karakter.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af gotlandsk sandsten. Den er udsmykket med bægerblade på kummen, mens foden er udsmykket med tre menneskehoveder og et vædderhoved

I kirken er der også bevaret flere inventardele fra gotikken. Det ældste af disse inventardele er det unggotiske korbuekrucifiks som er fra ca. 1275. Fra den anden ende af den gotiske periode, ca. 1520, stammer to figurer af Sankt Catharina og Sankt Peter, som oprindeligt hørte til en nu forsvunden altertavle.

Den fint udførte altertavle er fra 1651-1652, og blev udført af den virksomme snedker Christen Billedsnider. Den anselige altertavle i bruskbarok stil er centralt udsmykket med et relief der viser den sidste nadver, mens toppen er udsmykket med relieffer af Korsfæstelsen og Kristi Himmelfart.

Kirkens prædikestol er fra 1926, og blev ligesom tilbygningen samme år tegnet af Harald Lønborg-Jensen. Den er udsmykket med evangelistmalerier. Den gamle prædikestol fra 1850 blev overført til Tornby Kirke.

I kirken findes flere epitafier, dvs. mindetavler. Disse er fra 1652, 1916 og 1919. Sakristiet har tidligere indeholdt adskillige begravelser, både i en muret krypt og på loftet, men disse blev nedlagt ved kirken ombygning i 1920’erne.