Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sankt Catharinæ Kirke

Oprindelige forfattere Askg og UKjaer Seneste forfatter Redaktionen

Sankt Catharinæ Kirke, kirke i Ribe, Ribe Stift, bygget omkring 1430. Sankt Catharinæ Kirke og Kloster er et af Danmarks bedst bevarede klosterkomplekser, grundlagt af dominikanermunke fra Lund i 1228.

Af de tidligste bygninger, kirken og østfløjen, står nu kun hhv. syd- og vestmuren tilbage. Den enskibede kirke, måske opført af en broder Bjørn, blev ca. 1350 forkortet med et fag, men omkring 1440 udvidet til et treskibet langhus. Efter Reformationen blev kirken sognekirke, og klosterfløjene hospital og plejehjem.

Annonce

Kirken, der har tårn fra 1617-18, stod på dårlig grund og sank i den ene side; ved et raffineret ingeniørarbejde, ledet af arkitekt Harald Lønborg-Jensen (1871-1948), blev den i 1920 vippet tilbage i lod. Blandt inventaret er flere senmiddelalderlige korstole, en pengekiste fra 1720, udført til fordel for privilegerede hospitaler, og en række gravminder.

Kirkens hjemmeside; se kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helle Askgaard, Ulla Kjær: Sankt Catharinæ Kirke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=151300