Nørre Snede Kirke, romansk kirke i Nørre Snede i Midtjylland ca. 30 km vest for Horsens. Apsis, kor og skib er opført i slutningen af 1100-t. i granitkvadre. Omkring år 1500 tilføjedes tårn og våbenhus, opført i mursten. I murværket findes billedkvadre, og tympanon med løvefigurer, der oprindelig stammede fra syddøren, er i dag indmuret i tårnet.
Kirkens romanske døbefont betragtes som en af landets fornemmeste. I høje relieffer ses fire løvekroppe, som mødes som to løvehoveder på hver sin side af fonten. Løverne er omgivet af ornamenter. Kirken har evt. været en valfartskirke; i nærheden fandtes helligkilder. På kirkegården ligger en gravhøj, kaldet Kong Snios Høj.
Se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.