Nørre Jernløse Kirke

Kirkegården, som er udvidet mod øst, er omgivet af en middelalderlig mur af kampesten og munkesten. Hovedindgangen med køreport er fra sydvest. På kirkegården er det Løvenskioldske gravkapel fra 1832 og et nygotisk ligkapel fra 1905.

Kirken består af et romansk kor, apsis, skib og tårn, som er opført i fråd- og kampesten. Den er formodentlig opført som et samlet anlæg i løbet af 1100-tallets sidste halvdel. Det senmiddelalderlige våbenhus foran skibets sydportal blev radikalt ombygget i 1895. Kirken står i dag hvidkalket med undtagelse af kor og apsis, der siden 1895 har stået i blank mur med synlige teglsten.

Ved sin harmoniske karakter og sine dekorative detaljer må den oprindelige kirkebygning tælles blandt landets mere betydelige arkitektoniske mindesmærker fra middelalderen.

Kirkens byggematerialer er brugt bevidst, så apsis, kor og triumfmur er opført af frådsten, mens skibets langmure og tårnet primært er i kampesten. I østpartiet er apsidens og korets murværk opdelt af svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener. De krones af en frise af rundbuer og halvkugler. Desuden har apsis to cirkelvinduer, et firpasformet vindueshul samt en niche med dværgsøjle. På muren ses mellem to smalle, rundbuede blændinger kirkens ejendommeligste detalje. Det er et ormeagtigt fabeldyr, der i naturalistiske bugtninger, delvis helt fri af muren, kryber ned mod midtvinduet. Indtil 1895 havde korgavlen glat kam med toptinde. I skibet er en bevaret dør mod syd, men den står stærkt fornyet.

Tårnet er angiveligt påbegyndt lige efter skibets færdiggørelse. Adgangen til tårnets øvre dele er muligvis efter våbenhusets opførelse forlagt til et trappehus på sydsiden.

Våbenhuset er fra den sene middelalder. Det er opført af munkesten og kampesten. Den oprindelige gavl havde en spidsbuet dør under en bred, spidsbuet gavlblænding, dvs. en dekorativ murniche, glat kam og toptinde.

I 1895 blev kirken restaureret ved arkitekt Theodor Zeltner (1822-1904). Tidspunktet taget i betragtning må arbejdet betegnes som behersket. Kirkens ældste dele er behandlet med respekt og dygtighed, som var dikteret af antikvariske hensyn. Den alvorligste indvending må nok rettes mod den uhistoriske afrensning af østpartiet. Apsidens vinduer i midten og i nordøst genåbnedes, mens man rekonstruerede det sydøstlige. Korets sydvindue genskabte man efter nordvinduet, som stod tilmuret. I skib og tårn anbragte man frit komponerede, store rundbuede vinduer med blyindfattede ruder. Våbenhuset blev radikalt ombygget med ny blændingsprydet og kamtakket gavl samt en stor, spidsbuet indgangsdør. Korgavlen fik kamtakker, og de øvrige gavle blev muret om. Restaureringen er derfor i store træk ansvarlig for de gotiserende dekorationer af kamtakker og blændinger.

I det indre står kirken hvidkalket, og rummet bærer præg af de murede, hvælvede lofter. Apsidens oprindelige halvkuppelhvælv er i behold. Koret dækkes af et samtidigt ribbeløst hvælv, et såkaldt grathvælv. Skibet dækkes af to senmiddelalderlige, kuplede krydshvælvinger. Tårnets hvælving svarer til og er vel samtidig med skibets.

Bygningen havde tidligere blytage, men er nu tækket med vingetegl, mens apsis har nyere munke og nonner. Tagværkerne blev angiveligt fornyet i 1895.

Ved istandsættelsen i 1895 afdækkede man på apsidens kuppelhvælv og på korets vægge og hvælv rester af kalkmalerier. De er antagelig udført i 1500-tallets begyndelse at dømme efter stilen i den hårdt restaurerede udsmykning. I apsis afbildes en dommedag. Bedst bevaret er den øvre halvdel, der er af en type, som kaldes majestas domini. Her troner Kristus som verdensdommer på regnbuen, indrammet af mandorla, som er en mandelformet strålekrone rundt om den helligste figur. Han er omgivet af basunblæsende engle over Maria og Johannes.

På korets vægge er rækker af hellige personer, heriblandt apostle. På hvælvet er ornamentik af ranker, blade og stjerner.

Af kirkens ældste inventar er den romanske døbefont af granit i et stykke.

Korbuekrucifikset er fra begyndelsen af 1300-tallet. Krucifikset skal have været i meget dårlig forfatning inden istandsættelsen i 1895, hvor det blev genopmalet. Siden 1895 har det tjent som alterprydelse.

Døren, der sidder i korets nordmur, er fra 1581. Den ledte oprindeligt ud til et nu nedrevet sakristi.

Prædikestolen er fra 1679. Den er signeret Lorentz Jørgensen. De store felter afbilder hyrdernes tilbedelse, Kristus på korset, opstandelsen og dommedag. Imellem felterne ses hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, der repræsenterer dyder. Stolen har siden 1895 stået afrenset.

Et maleri fra en tidligere altertavle fra 1826 hænger på skibets sydvæg. Det viser Kristus og den bodfærdige kvinde og er en kopi efter et stik af Rafael Mengs. Oliemaleriet er signeret af pastor Fyhn.

Kirkens bænke er fra 1895.

På tårnrummets sydvæg er et epitafium, dvs. et mindesmærke, fra 1674 over Maren Hansdatter.

Indmuret i korbuens nordside er en gravsten fra 1559 over jomfru Mette Barnekow, død som femårig. På den øvre del viser en stående kvindefigur under rundbuet, søjlebåret baldakin.

Indmuret i korbuens sydside er en gravsten fra 1615 over sognepræst Jens Christensen og hustru Kathrine Petersen.

Indmuret side om side over våbenhusets østvindue er en gravsten i tre dele fra 1600-tallet. Den er over Søren Degn med hustru og sønner.

Desuden findes gravmonumenter fra 1800-tallet på kirkegården og kisteplader fra 1700-, 1800- og 1900-tallet i Løvenskiolds gravkapel.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Nørre Jernløse Kirke på sogn.dk