Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
Nylars Kirke. Foto: 2008.
Nylars Kirke, Nylarsker, Nylarskirke, kirke ved byen Nylars, 8 km sydøst for Rønne. Kirken er den mest intakte og den næststørste af Bornholms fire rundkirker med befæstningstræk; den er viet til Sankt Nicolaus, de søfarendes og rejsendes skytshelgen.
Ordet Nylars' betydning: 1334 ecclesia sancti Nicholai 'Sankt Nicolaus Kirke', ca. 1600 er Nicolaus omtydet til ny og mandsnavnet Lars som modsætning til Østerlars Kirke. |
Kirkens romanske del, apsis, kor og et rundt skib i tre stokværk, er af kampesten og silurkalk; mod nordvest er bevaret et oprindeligt, højtsiddende vindue.
Kalkmalerierne på skibets midtersøjle er fra ca. 1250 og antagelig Bornholms ældste. I våbenhuset står to kristne runesten, den ældste fra ca. 1050.
Det typiske bornholmske, senmiddelalderlige fritstående klokkehus er af kampesten og bindingsværk.
De åbne arealer omkring kirken nordøst for byen Nylars - 37 ha - er fredet i 1987.
Se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk
Ulla Kjær: Nylars Kirke i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133650 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon