Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nørrelandskirken

Oprindelig forfatter IHaug Seneste forfatter Redaktionen

Nørrelandskirken, kirke i Holstebro, Viborg Stift. Nørrelandskirken blev opført 1966-69, tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner som del af et utraditionelt anlæg i gule mursten omkring et gårdrum hvor en stålmast bærer en "klokkekasse" af træ med 48 hollandske klokker.

Kirken ligger i byens nordvestkvarter og er sammenbygget med en lavere længe og en høj mur med bastionlignende hjørnebygninger og tre apsisformede pejsestuer. Kirkerummet er kvadratisk med lysindfald fra spalter i bygningens hjørner og med et højt, fladt, "svævende" loft af kassetter i træ med indlagt lys.

Alterudsmykning og kirkesølv er udført af Helga og Bent Exner, mens en billedvævning fra gulv til loft, Jakobsstigen, er af Mogens Jørgensen. Desuden findes et maleri af Jens Nielsen, Jesus vandrer på søen, og en skulpturgruppe, Golgata, af Erik Heide.

Kirkens hjemmeside; se kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ida Haugsted: Nørrelandskirken i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=239998