Sankt Nikolaj Kirke (Middelfart Kommune)

Den oprindelige kirke blev opført i den romanske periode i granit og kalksten. Allerede i 1200-tallet blev den erstattet af en kirke i teglsten, hvis kor stadig er bevaret i den nuværende kirke.

I senmiddelalderen gennemgik kirken en omfattende om- og udbygning, der muligvis kan ses i tilknytning til strømtolden, som indtil 1655 blev opkrævet i Middelfart.

Teglstenene gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Den gotiske kirke er opført i brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Stilen er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode tilføjede man således et sakristi fra omkring 1480 på korets nordside samt et tværskib opført i 1496-1508. Også tværskibet er delvist bevaret, da det senere blev bygget om til det kapel, der ligger syd for det søndre sideskib. Begge de to tilbygninger er prydet med kamtakker og de fine, tvedelte blændinger, man ser så ofte i egnens kirker.

I omkring 1510-1520 tilføjede man tårnet mod vest, som blev indrettet med skydeskår. Det har i alle dele en fornem udsmykning af blændinger, som kan ses i relation til en udbredt nordvestfynsk tradition for i senmiddelalderen at indarbejde facadeblændinger i arkitekturen. Tårnet blev forhøjet i midten af 1500-tallet i renæssancen, hvor det fik blændinger og kamtakker, som lægger sig efter gotisk stil.

Det var formentlig omkring 1524, at man erstattede det romanske skib med det nuværende, bredere basilikale skib. Det har et højt hovedskib med vinduer i langmurene over sideskibenes lavere bygningsafsnit. Mellem vinduerne i højskibet er der blændinger.

I 1667 opførte man et våbenhus ud for det søndre sideskib, og i 1701 rejste man et materialehus ud for nordre sideskibs vestlige gavl. Stilistisk røber våbenhusets svungne gavlkam dens barokke tilblivelse.

Kirken har haft en tagrytter, dvs. det lille spir på taget, fra i hvert tilfælde 1588. Den nuværende kobberinddækkede over midterskibets østlige del er dog nygotisk, som er udført efter 1885. Den kraftige ottekantede fyrretræskonstruktion, der er fæstnet i skibets tagkonstruktion, har en lanterne med små trekantgavle og et slankt spir.

Kirken er i det indre hvidkalket med kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af skibenes krydshvælvede lofter og korets ottedelte hvælv. Det tredelte skib blev sandsynligvis overhvælvet i midten af 1600-tallet, mens korets hvælv er angiveligt fra midten af 1200-tallet.

Middelalderens inventar er repræsenteret i form af et romansk vievandskar af granit og et korbuekrucifiks fra den sengotiske periode omkring år 1500. Som navnet antyder hang det oprindeligt på den traditionelle plads over korbuen.

Fra renæssancen stammer prædikestolen, der er udført i 1596. Dens kurv udgør fem sider af en syvkant. Kurvens fag adskilles af englehermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler. I fagene på kurven og karnappen er der arkader med relieffer, der fremstiller scener fra Kristi barndomshistorie. Fra karnappen ses: 1) Bebudelsen, 2) besøgelsen, 3) hyrdernes tilbedelse, 4) omskæringen, 5) kongernes tilbedelse og 6) Kristi Dåb.

Fra samme år stammer nogle store knogler af finhval, der nu er ophængt over vestdøren i tårnrummet.

Et markant præg af renæssancestil har endvidere bænkene, der omfatter konge- og dronningestole forrest og i øvrigt består af dele fra hele perioden omkring årene 1630-1680.

Kirkens altertavle fra omkring 1650 er et arbejde i bruskbarok med forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Det står nær byens billedskærere Hans Nielsen Bangs værker, men det er antageligt ikke af ham. Det er bygget op omkring svungne søjler prydet med rankeslyng, og det har imellem søjleparrene figurer af Kristus og Moses. Vingerne på siderne har små figurer af Troen og Håbet. Fodstykket har et relief af den sidste nadver.

I 1843 modtog kirken altertavlens nuværende malerier, som er af C. W. Eckersberg og skænket af Kong Christian VIII. I midten ses en afbildning af fortællingen om Den største og den mindste. Det øvre maleri forestiller tre amoriner, og det er udført efter et relief af Bertel Thorvaldsen til kirken i Novara.

Prædikestolens barokke opgang fra 1675 er af den lokale billedskærer Hans Nielsen Bang.

H. W. Bissens bemærkelsesværdige marmordøbefont blev skænket til kirken i 1845. Den er udført som et nøgent, knælende englebarn, der i hænderne bærer en muslingeskal, som han understøtter med sit ene knæ. Over højre lår hænger et draperet klæde, hvis ene snip flyder ind over muslingeskallen.

Kirken rummer to epitafier, dvs. mindesmærker, samt 24 gravsten. I perioden 1550-1800 tjente kirken først og fremmest som begravelsesplads for byens borgerskab. De bevarede gravsten er lagt over byfogeder, rådmænd, borgmestre og sognepræster og vidner om en selvbevidst, lokal embedsstand.

I slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet udgjorde kirken desuden rammen om enkelte adelige bisættelser.

Mange af de bevarede gravsten er stærkt slidte som følge af placeringen i gulvet, og godt en tredjedel kan ikke længere identificeres. Stenene omfatter en stor mængde figursten (12 i alt) med fremstillinger af mands- og kvindefigurer i periodens typiske klædedragter.