Maribo Domkirke

Kirken er en gotisk murstensbygning bestående af tre omtrent lige høje skibe under et fælles tag. I vest har den et lavere og smallere kor. Kirkens usædvanlige placering ud mod søen er i overensstemmelse med den hellige Birgittas meget specifikke arkitektoniske forskrifter, der også anviste, hvor munkene og nonnerne skulle have deres bygninger. Kirken har derfor tidligere haft klosterbygninger på begge langsider og ved vestenden, og den har angiveligt efter 1850 fået genopført et tårn ved koret mod vestgavlen.

Klosteret i Maribo var sammen med klosteret i Mariager birgittinerordenens eneste to klostre i landet. Klostrenes arkitektur var i høj grad bestemt af den hellige Birgittas åbenbaringer. Hun så for sig enorme dobbeltklostre for både nonner og munke, der som nævnt levede strengt adskilt. Denne krævende vision blev en stor succes, og det lykkedes at tiltrække så mange midler, at der i Maribo blev opført et af landets største klostre beliggende på begge sider af den endnu bevarede klosterkirke, som i dag er Maribo Domkirke.

Klosteret blev placeret med udsigt over Søndersø. Den bevarede klosterkirke er en ca. 70 meter lang treskibet hallekirke på otte fag under ét fælles tag. I vest lå munkenes kor på to fag af samme bredde som midterskibet. Kirken blev opført over en lang periode af 1400-tallet og er et af landets fineste eksempler på teglstensgotik. Ottekantede arkadepiller imellem midt- og sideskibe bærer midtskibets elegante stjernehvælv, hvis to forskellige udformninger skyldes, at de tre vestlige fag er opført først.

For at imødekomme kravet om adskillelse af nonner og munke var der i kirken indrettet et adskilt nonnekor placeret på et hævet pulpitur i skibets østende, mens munkene holdt til i et lukket område af skibets vestende. Desuden besøgtes klosterkirken af mange pilgrimme, som havde adgang til kirkens skib. På den måde var klosterkirken opdelt i tre skarpt adskilte områder, og i kirken er der fortsat en række bevarede spor efter disse hvælvede gallerier.

Initiativet til stiftelsen af Maribo Kloster kan knyttes til dronning Margrete 1., der havde et nært forhold til birgittinerordenen, som var grundlagt af den hellige Birgitta af Vadstena. Planerne om at oprette et dansk kloster af ordenen på Lolland synes at gå tilbage til 1408, men da Margrete 1. døde i 1412, var det op til fostersønnen kong Erik af Pommern at gennemføre stiftelsen af klosteret, som blev indviet i 1416. De første år kaldtes det Skimminge Kloster efter den landsby, der hidtil havde været på stedet, men i ca. 1418 indførtes navnet Mariebo, opkaldt efter Jomfru Maria, som alle birgittinerordenens klostre var indviet til.

Sankt Birgittas orden afveg fra de fleste klosterordener ved, at der til hvert kloster skulle være knyttet et konvent af såvel nonner som munke, der i et nøje beregnet arkitektonisk system levede ærbart adskilt i to separate sideklostre forbundet med en fælles klosterkirke.

Det var i første omgang munke udsendt fra hovedklosteret i Vadstena, der forestod det nye kloster på Lolland, men snart fik det en rig tilstrømning af både munke og især nonner fra den danske adelstand. Ud over at have været kongefamiliens yndling formåede birgittinerordenen også på kort tid at opnå en overvældende popularitet i den danske adel.

Foruden at levere døtre (og enker) til nonnekonventet skænkede adelen en strøm af godsgaver til klosteret, som på kort tid blev et af de rigeste i landet. Ligesom de andre klosterordener kunne birgittinerne gengælde gavmildheden med sjælemesser og gravsteder, men den helt store tiltrækningskraft for resten af samfundet var Sankt Birgitta selv, idet der ved alle ordenens klostre var placeret nogle af hendes jordiske rester, som i middelalderens religiøse opfattelse blev tillagt stor hellig kraft.

Maribo Kloster blev således et oplagt pilgrimsmål for alle, der gerne ville bønhøres af Birgitta. Klosteret blev formentlig et af de mest velbesøgte pilgrimsmål i 1400-tallets Danmark. At dette var ventet, afspejles i den samtidige oprettelse af en købstad ved klosteret, hvis primære opgave var at sørge for de mange tilrejsende pilgrimme med overnatning, bespisning, proviantering, sygepleje m.m.

Mens landets øvrige klostre helt eller delvist lukkede ved Reformationen i 1536, fortsatte det katolske klosterliv lidt endnu hos birgittinerne. Først i 1551 måtte den sidste præstemunk forlade klosteret, og selv om Christian 3. i 1556 formelt omdannede stedet til et adeligt jomfrukloster under den lutherske lære, synes nonnerne at have fortsat deres katolske praksis frem til 1580’erne.

I 1620-1621 lukkede klosteret endeligt, og dets store jordegods blev i 1623 overdraget til Sorø Akademi.

Birgittinerklostre omfattede ifølge forskrifterne 60 nonner og 25 munke og krævede således store bygninger. I dag er det omfattende klosteranlæg revet ned, men på baggrund af tegningen til Resens Atlas fra ca. 1670 og forskellige udgravninger i begyndelsen af 1900-tallet kan anlægget beskrives i hovedtræk. De fundne ruiner er i dag udlagt som ruinpark.

Nonnerne boede nord for kirken. Østfløjen, som gav adgang til nonnekoret og må have rummet sovesalen, ligger under nutidens Klostergade og er ikke udgravet. Vest herfor er der udgravet rester af en kvadratisk klostergård med korsgang, og vest herfor en yngre, ligeledes kvadratisk gård omgivet af bygninger, hvis nedre stokværk, dvs. etage, havde hvælv båret af en række piller i midtaksen. Tilsammen udgjorde de kendte dele af nonnernes kloster et anlæg, som strakte sig mere end 100 meter i øst-vestlig retning og noget over 50 meter i nord-sydlig retning.

Munkenes kloster kendes primært fra Resens byplan og ses at have været noget mindre, men alligevel opdelt i tre adskilte gårde.

Da byens sognekirke nedbrændte i 1596, begyndte Maribos borgere at benytte klosterkirken som deres sognekirke. Højkoret blev ved den lejlighed indrettet i det tidligere munkekor, der således er placeret i vest, modsat i de øvrige danske domkirker.

Da Lolland-Falsters Stift blev udskilt fra Fyens Stift som et selvstændigt stift i 1803, fik kirken sin nuværende status som domkirke. Et længerevarende forfald efter Reformationen betød, at kirken i 1860’erne undergik omfattende restaureringsarbejder, og i årene 1890-1892 fik kirken sit middelalderlige udseende igen. Det var også ved den lejlighed, at vesttårnet blev opført.

Kalkmalerierne i Maribo Domkirke forestiller geometriske borter, dvs. dekorative kanter, og ornamentik af planter. De dekorative detaljer viser både naturalistiske blomster, ranker og blade samt cirkler og buer.

Kun rester af de ornamentale borter er bevaret i tre af hvælvkapperne over nonnekoret.

Der har tidligere angiveligt været kalkmalerier på pillerne og forgyldte stjerner på svag blå bund på hvælvene.

Kirken rummer flere interessante inventarstykker fra tiden før Reformationen, heriblandt Margretebægeret i forgyldt sølv fra begyndelsen af 1400-tallet samt Nordens muligvis ældste temperamaleri på lærred fra slutningen af 1400-tallet.

Af altersølv har kirken to kalke, hvoraf den ene er fra begyndelsen af 1400-tallet, det såkaldte Margretebæger. Det er en fornem og vægtig forgyldt alterkalk, som muligvis er en sjælemessegave fra dronning Margrete 1. Foden har seks sider, som ender i tunger vekslende med spidser. På fodens tunger er der graveret cirkelmedaljoner med seks passionsscener. De er Kristus på Oliebjerget, hudflettelsen, tornekroningen, korsbæringen, korsfæstelsen og en pietà. Den anden kalk er et renæssancearbejde fra 1603. Her ses en velformet, sekstunget fod, som har graveret Kristus på korset flankeret af Maria og Johannes samt en indskrift med navnet på giveren, som var klosterets sidste abbedisse, Margrethe Hardenberg (1540-1611).

Domkirkens lille museum ligger i den såkaldte landemodesal, som tidligere har været brugt til kirkelige møder kaldet landemoder. Landemodesalen ligger i kirkens vestlige ende bag højalteret, og der er kun adgang til salen under rundvisninger.

I landemodesalen er der udstillet en sidealtertavle, der er et nordtysk snitværksskab fra slutningen af 1400-tallet, som har prydet et Augustinusalter. Alterskabet har et uregelmæssigt, femkantet grundrids. I skabet står en 163 cm høj, udskåret Augustinusfigur, som er iklædt fuldt bispeskrud og har en stor glorieskive bag hovedet. I den højre, kun delvis bevarede hånd holder figuren et hjerte. Venstre hånd mangler helt. Den har fattet om en forsvundet bispestav, men den skal ifølge sagnet have peget på en skjult skat i en pille. Altertavlen hang tidligere på den vestligste pille i skibets søndre arkaderække.

En anden sidealtertavle, som er opstillet i landemodesalen, er fra slutningen af 1400-tallet. Den har formentlig det ældst bevarede maleri på lærred i Norden, som sikkert er et nordtysk arbejde. Maleriet er monteret i et middelalderskab og viser bebudelsen som en formodet reference til Birgittas åbenbaringer, hvor ”Gud havde talt direkte til hende”. Bag på altertavlen er der ophængt et korbuekrucifiks fra slutningen af 1400-tallet. Det er monteret på fornyet korstræ.

Kirken rummer epitafier, dvs. mindesmærker, fra 1500- og 1600-tallet samt en imponerende række gravsten fra perioden mellem 1425 og 1789.

I den sydlige gang ligger en gravsten fra 1585 over Margrete Urne, som var abbedisse i Maribo Kloster fra 1562 til sin død i 1582. Stenen er både ved sin størrelse og udførelse en fornem repræsentant for den tidlige renæssances figursten. Den afdøde abbedisse er afbildet stående i en arkadeniche i sin ordensdragt med bog og blomst i hænderne og en lille, løveklippet hund ved fødderne.

Domkirken har i vestenden af den nordlige gang indmuret fragmenterne af Leonora Christinas gravsten fra 1698.

Kirkegården er en af landets smukkeste begravelsespladser. Den blev næppe benyttet i større omfang, før den gamle bykirke blev ødelagt af en brand i 1596. Kirkegården er i 1900-tallet blevet udvidet mod syd, og den er i dag omgivet af hække. Der er indgang med køreport fra den nordøstlige langside.

På kirkegården er der adskillige monumenter fra år 1800 til 1850.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Maribo Domkirke på sogn.dk
• Maribo Domkirkes hjemmeside