Lihme Kirke

Lihme Kirke er arkitekturhistorisk meget interessant, og mens den har et tydeligt slægtskab med Lem Kirke, så adskiller den sig fra Sallings øvrige kirker ved materialebrug og historik.

Kirken er, sammenlignet med øvrige kirker i området, relativt gammel og kan nok dateres til omkring år 1100 – en periode, hvor særligt den jyske del af landet var præget af engelsk-normanniske strømninger fra vest, hvilket ses i flere af kirkens bygningsdele. Rækkefølgen i bygningsdelenes opførelse kan ikke helt fastsættes, og mens faglitteraturen i en årrække har antydet, at skibet, mod sædvane, er ældst, så tyder nyere undersøgelser på det modsatte; bygningsdetaljer vidner om, at apsis og kor er opført samtidigt, mens skibet er lidt yngre.

Lighedstræk med den nærliggende Lem Kirke ses indenfor udsmykning og opbygning, og det er ikke usandsynligt, at de to kirker er opført i den samme gruppe af håndværkere med relation til den engelsk-normanniske verden. Desuden udmærker bygningen sig i arkitekturhistorisk henseende ved, at alle dens dele formentlig er bygget i den samme, tidlige fase.

Kirken udgøres af romansk apsis, kor og skib og har sengotiske tilføjelser i form af et våbenhus og et tårn. Den nederste del af tårnet er dog romansk. Skibet er opført i små marksten med kvadersten ved hjørner og muråbninger. I sydsidens murværk ses eksempel på sildebensmurværk (opus spicatum), som er et træk fra engelsk-normannisk arkitektur. Koret og apsissen samt den nederste del af tårnet står i granitkvadre. På korets østhjørner er to stærkt fremspringende billedkvadre (dyrefigurer), dvs. kvadre med udhuggede billeder, også et engelsk-normannisk træk, og på apsissen ses to halvsøjler.

Den rundbuede norddør er muret til. Den består af en kraftig rundstav, dvs. et profileret bånd, og overliggende skifter i rundstavspumper og hulstave (engelsk-normannisk træk). Ved skibets syddør ses endnu en rundbuet granitoverligger og kragbånd, dvs. de nederste sten, som buen hviler på. Apsissens østvindue er ikke tilmuret. De romanske vinduer i koret og skibet blev genåbnet ved istandsættelsesarbejdet i 1960’erne.

Tårnets romanske underdel står på en skråkantet sokkel og hjørnelisener, dvs. svagt fremspringende murpiller, der foroven er forbundet af rundbuefriser, hvis konsoller er udformet som mandshoveder. Konsollernes forholdsvis langstrakte udformning anses også som værende et tegn på engelsk-normannisk indflydelse. Tårnets overdel, som er tilføjet i sengotisk tid, har øst-vest vendt saddeltag (typisk for området) og har på nordgavlen en bevaret blændingsdekoration, dvs. murniche, af nordvestjysk type. Den glatte sydgavl er helt fornyet i 1789.

Det sengotiske våbenhus har tidligere tjent som gravkapel. Det er opført i røde mursten og har en gavldekoration svarende til tårnets, men denne er helt ombygget i nyere tid. Et våbenhus mod nord blev revet ned i 1700-tallet, hvorefter det nuværende formentlig har tjent som våbenhus.

Indvendigt er væggene hvidkalkede, og skibet er dækket af bjælkeloft i grå og røde farver. Over koret er der i sengotisk tid indbygget et ottedelt hvælv, mens apsissen har halvkuppelhvælv. I våbenhuset er der bjælkeloft. Stoleværket er bemalet i en rød-orange nuance.

Det overhvælvede tårnrums indre er usædvanligt: Det har haft to rundbueåbninger, mens der midt i rummet også er en høj rundbue med smalle kragbånd, dvs. de nederste sten, som buen hviler på. Dette kan tyde på, at der meget tidligt i kirkens historie kan have været indrettet et herskabspulpitur, dvs. en balkon til fornemme folk, på det første stokværk, dvs. etage.

Skibet har tegl- og blytag på henholdsvis nord- og sydside. Apsissen og koret har blytag, mens tårn og våbenhus har tegltag. I kirkens tagkonstruktioner er der både ældre og nyere dele i eg og fyrretræ.

Kirken undergik en større istandsættelsen i 1960’erne. Tårnrummet blev istandsat i 1984, hvor man bl.a. stødte på kalkmalerifragmenter. Hele tårnet er blevet istandsat i 2020.

I korhvælvet og på tårnbuens nordlige vange er der bevaret sengotiske kalkmalerier, dateret til 1508-1560. Malerierne er malet af Torumværkstedet (omkring 1530-1560), Sebberværkstedet (omkring 1500-1525) og et ukendt værksted.

Kalkmalerierne i Lihme Kirke forestiller apostlen Peter, indskrifter, vrængefigurer og masker, våbenskjolde og fabelvæsener samt fantasivæsener. Derudover indeholder kalkmalerierne topornamenter, strøornamenter, andre ornamenter, geometriske borter, planteornamentik borter og andre borter. De ornamentale detaljer viser motiverne blomst (stilistisk og naturalistisk), cirkel, firkant, rombe og trekant, flettekors, passerroset, bånd, tovsnoninger og træ og busk.

Kalkmalerierne er meget bevaringsværdige, ikke mindst fordi der er bevaret udsmykninger fra tre forskellige værksteder. Den ældste i korets hvælv er dateret til 1508 og har usædvanlig mange flettekors. Cirka en generation senere er denne malet over af Torumværkstedet, men den blev for størstedelen fjernet igen ved maleriernes istandsættelse i 1920. I dag ses kun ribbebemalingen og den store blomsterroset i hvælvets top. Den sidste udsmykning på tårnbuens nordlige vange er et lille fragment fra Sebberværkstedets udsmykning.

Det historiske inventar repræsenterer flere perioder af kirkens historie fra tidlig middelalder og frem til nyere tid.

Ældst i kirkerummet er den rigt ornamenterede, romanske døbefont, måske udhugget af de samme hænder, som har udført kirkebygningens reliefudsmykninger. På kummen ses en vinranke samt figurrelieffer, der forestiller en kamp mellem mennesker og uhyrer, hjortejagt, dyr omkring et livstræ og en scene med to mænd i et hus (måske Seth, der bringer Adam en kvist af livets træ).

Dåbsfadet er sydtysk, udført omkring 1575, med våben for slægterne Kruse og Marsvin og årstallet 1593. Kirkens alterkalk stammer rimeligvis også fra tiden lige før år 1600. På kalken er våben for Jens Hvas (død 1602) og hustru Ingeborg Kruse.

Altertavlen er et højrenæssancearbejde, udført omkring 1600. Tavlen er arkitektonisk opbygget med et storfelt, som flankeres af rundsøjler. På siderne er udsmykkede vinger, og øverst er der et topstykke, ligeså med sidevinger og med en topudskæring med englehoveder. Nederst er der et postament med indskrift. I vingerne er der senere hen malet våben for landsdommer Christopher Bartholin (1657-1714) og hustru. Storfeltets maleri er fra anden halvdel af 1800-tallet (Kristus og den samaritanske kvinde).

Prædikestolen og lydhimlen, dvs. baldakinen over prædikestolen, er også i renæssancestil, udført omkring 1615, med malede pietistiske motiver fra 1700-tallet. På stolen er der arkadefelter, som er indrammet af hjørnesøjler, gesims- og postamentfelter. Øverst er der tandsnit. I det sydligste postamentfelt er årstallet 1709 malet, hvilket daterer den senere staffering, dvs. bemaling og udsmykning. Lydhimlen har flere fag med trekantsgavle og i loftet en såkaldt helligåndsdue.

Rester af herskabsstole fra 1642 (gavle og døre) med malet våbenskjold er bevaret i den øverste del af kirkens stoleværk, dvs. kirkebænkene. Det øvrige stoleværk er nyere, men med gavltoppe der efterligner herskabsstolenes gavle.

En kisteplade fra en tidligere begravelse for Vandborg-slægten findes endnu i kirken.

Kirken er omgivet af bebyggelse mod vest og af skov- og markområder mod øst. De stensatte kirkegårdsdiger følger ældre skel mod vest, nord og øst. Der er gjort bronzealderfund (en skaftlejekølle) i kirkegårdsdiget under en tidligere ombygning af dette.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Lihme Kirke på sogn.dk